Bien der fløj sidst hjem

I en gammel havestamme, mellem nogle store træer, lå en bikube. Der boede en hel sværm bier, og de summede og brummede hele dagen lang. En af de mindste var en lille bi, der hed Bertram.

Bertram var gul og sort med små, gennemsigtige vinger og to fine følehorn. Han var en flittig lille bi, og han elskede sit arbejde.

Hele dagen havde Bertram fløjet fra blomst til blomst. Han havde sat sig i en stor, gul blomst og samlet sødt blomsterstøv på sine ben. Han havde drukket nektar dybt nede i en blå klokkeblomst. Og han havde danset en lille dans for de andre bier for at vise dem, hvor de bedste blomster var.

Han havde haft så travlt, at han slet ikke havde mærket, at solen var ved at gå ned. Men nu blev luften kølig, og blomsterne begyndte at lukke sig for natten.

“Åh,” sagde Bertram. “Jeg er vist den sidste, der er ude. Nu må jeg skynde mig hjem.”

Han fløj op fra den sidste blomst og satte kursen mod bikuben. Han kendte vejen helt udenad. Hen over den bløde græsplæne. Forbi det høje æbletræ. Og så ind gennem den lille åbning i bikuben.

Inde i kuben var der lunt og mørkt og dejligt. Det summede stille af alle de andre bier, der allerede var ved at falde til ro. Det var en blød, rolig lyd, som om hele kuben nynnede en sagte vuggevise.

“Godt du kom hjem, lille Bertram,” summede en af de ældre bier blødt. “Vi ventede på dig.”

Bertram kravlede ind på sin plads i en af de små, sekskantede celler af voks. Den var lun og glat og lige til en lille bi. Han lagde sine trætte vinger ned langs kroppen og foldede sine ben ind under sig.

Rundt om ham summede de andre bier ganske sagte. Brrrmm. Brrrmm. Det var en blød, varm lyd, der fyldte hele kuben. Det lugtede sødt af honning og voks og blomster.

Bertrams følehorn faldt langsomt til ro. Hans små øjne blev tunge. Han havde haft en lang og flittig dag, og nu var han hjemme, lun og tryg blandt alle sine venner.

“Godnat, alle sammen,” summede han ganske blødt.

“Godnat, lille Bertram,” summede de andre bier tilbage.

Og inde i den lune, summende bikube, blandt alle sine venner, faldt den lille flittige bi i søvn til lyden af hele sværmens bløde nynnen.

Sov godt, lille Bertram. I morgen flyver vi ud til blomsterne igen.