Græshoppen der spillede godnat

I det høje, grønne græs på en eng boede en lille græshoppe, der hed Gustav. Han var grøn fra top til tå, så han kunne gemme sig helt mellem græsstråene, og han havde lange, stærke bagben, der kunne springe langt.

Men det aller bedste, Gustav kunne, var at spille musik. Når han gned sine bagben mod sine vinger, kom der en fin, sirrende lyd. Sirr, sirr, sirr. Det var hans helt egen lille melodi.

Hele dagen havde Gustav sprunget rundt på engen. Han var hoppet højt op over blomsterne. Han havde kappet om at springe længst med de andre græshopper. Og han havde spillet glade, hurtige melodier i den varme sol.

Men nu var solen ved at gå ned. Engen blev kølig, og lyset blev blødt og gyldent. Gustav krøb op på et stort græsstrå, hvorfra han kunne se ud over hele engen.

“Nu er det aften,” sagde han. “Nu skal jeg spille min godnatmelodi.”

Han begyndte at gnide sine ben helt langsomt og blødt. Ikke den hurtige, glade melodi fra om dagen. Nej, nu spillede han en sagte, rolig aftensang.

Siiirr. Siiirr. Siiirr.

Lyden gled blødt ud over engen. Og overalt, hvor den nåede hen, blev der stille.

En lille bille hørte Gustavs sang og krøb ind under et blad for at sove. Siiirr, spillede Gustav blødt. Sov nu, lille bille.

En myre på vej hjem hørte Gustavs sang og skyndte sig de sidste skridt ned i tuen. Siiirr, spillede Gustav. Sov nu, lille myre.

En sommerfugl, der hang under et blad, hørte Gustavs sang og foldede sine vinger lidt tættere sammen. Siiirr, spillede Gustav. Sov nu, lille sommerfugl.

Et efter et faldt engens små dyr til ro. Blomsterne lukkede sig. En blid aftenvind susede sagte gennem græsset. Og oppe på himlen kom de første stjerner frem.

Gustav spillede videre, lidt langsommere og lidt blødere nu.

Siiirr. Siiirr. Siiiiirr.

Hans egne ben blev mere og mere trætte. Hans melodi blev mere og mere stille. Han havde spillet hele engen i søvn, og nu mærkede han, hvor søvnig han selv var blevet.

Gustav lod sine bagben hvile. Han krøb ned i bunden af græsstrået, hvor der var læ og lunt, og lagde sig helt stille.

“Godnat, eng,” hviskede han. “Siiirr… godnat.”

Og dybt nede i det bløde, grønne græs, mens stjernerne lyste over den sovende eng, faldt den lille græshoppe i søvn efter sin egen blide aftenmelodi.

Sov godt, lille Gustav. I morgen spiller du de glade melodier igen.