Skildpadden der trak sig ind i skjoldet

I en stor, frodig have, mellem bløde buske og høje blomster, boede en lille landskildpadde, der hed Theodor. Han havde et rundt, brunt skjold på ryggen, fire korte ben med små kløer og et venligt hoved med to rolige øjne.

Theodor havde aldrig travlt. Han gik altid helt langsomt, et lille skridt ad gangen, og kiggede roligt på alt det fine omkring sig.

Hele dagen havde Theodor vandret rundt i haven. Han var gået helt langsomt hen over den bløde græsplæne. Han havde tygget på et sprødt salatblad og et par søde jordbær. Og han havde fundet en varm sten, hvor han havde ligget og nydt solen i lang, lang tid.

Men nu var solen ved at gå ned. Haven blev kølig, og lyset blev blødt og gyldent. Theodor mærkede, at han var blevet søvnig efter den rolige dag.

“Nu skal jeg finde et sted at sove,” sagde han med sin stille stemme.

Han gik helt langsomt hen til sin yndlingsbusk. Under den var der et lunt, lille hul i jorden, hvor bladene lå tykke og bløde. Her var der læ for vinden, og her var der trygt. Her sov Theodor hver nat.

Han kravlede ind under busken og lagde sig til rette i de bløde blade. Og så gjorde han det, alle skildpadder gør, når de skal sove eller føle sig helt trygge: Han trak sit hoved ind i skjoldet. Så trak han sine fire ben ind, et efter et. Og til sidst var han bare et lille, rundt, lukket skjold.

Inde i skjoldet var der mørkt og lunt og helt trygt. Theodor bar jo sit eget hus med sig, hvor end han var. Han behøvede ikke at være bange for noget. Hans skjold passede på ham.

Udenfor blev haven stille. En blid aftenvind susede sagte gennem buskens blade. En lille fugl satte sig til ro i træet ovenover. Og på himlen kom stjernerne frem, en efter en.

Månen kom op og lyste blødt ned over haven. Den lyste på Theodors runde skjold, der lå helt stille under busken som en lille, glat sten.

Inde i sit varme skjold trak Theodor vejret helt roligt. Op og ned. Ind og ud. Helt langsomt, ligesom han gjorde alting.

Hans rolige øjne, der var gemt godt inde i skjoldet, blev tunge. Han var lun. Han var tryg. Og han var helt og aldeles i sikkerhed i sit eget lille hus.

“Godnat, have,” tænkte Theodor søvnigt. “Godnat, stjerner.”

Og under den bløde busk, gemt og lun inde i sit eget runde skjold, faldt den lille skildpadde i en dyb og fredelig søvn.

Sov godt, lille Theodor. I morgen vandrer du roligt rundt i haven igen.