Søhesten i tangskoven

Dybt nede på havets bund, hvor vandet er grønt og køligt, lå en tangskov. Den var fuld af lange, bløde tangstrå, der svajede frem og tilbage, når vandet bevægede sig. Og mellem tangstråene boede en lille søhest, der hed Solveig.

Solveig var lille og gul med en lang, krøllet hale. Hun svømmede ikke hurtigt, sådan som fiskene gjorde. Hun gled helt stille gennem vandet og kiggede på alt det fine omkring sig.

Hele dagen havde Solveig svømmet rundt i tangskoven. Hun havde set en lille krabbe gå sidelæns hen over sandet. Hun havde fulgt en stime af sølvblanke fisk, der glimtede, når lyset fra oven ramte dem. Og hun havde gemt sig i en busk af blødt tang og kigget ud, mens vandet vuggede hende blidt.

Men nu blev vandet mørkere. Lyset fra oven var blevet svagt og blødt, og hele tangskoven blev stille.

“Nu skal jeg sove,” sagde Solveig stille.

Hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre. Sådan gjorde alle søheste, når de skulle sove. Hun svømmede hen til et langt, blødt tangstrå, der svajede roligt i vandet. Så snoede hun sin krøllede hale rundt om det, helt blidt, så hun ikke kunne drive væk.

Nu hang Solveig fast på sit tangstrå. Vandet vuggede hende frem og tilbage. Op og ned. Frem og tilbage. Helt langsomt og roligt.

Rundt omkring blev tangskoven mere og mere stille. Krabben krøb ind under en sten. Fiskene samlede sig i en blød klynge og holdt op med at glimte. Selv det store hav over hende blev roligt.

Solveig kiggede op gennem vandet. Langt deroppe, gennem det grønne vand, kunne hun ane et svagt skær fra månen. Det var som et blødt nattelys, der lyste helt ned til hende.

“Godnat, hav,” hviskede Solveig.

Hendes hale holdt godt fast om tangstråets bløde stilk. Hun behøvede ikke svømme nogen steder. Hun skulle bare hænge stille og lade vandet vugge sig.

Op og ned. Frem og tilbage.

Solveigs små øjne blev tunge. Tangstråene svajede omkring hende som en blød grøn vugge. Vandet var køligt og roligt, og hun var helt tryg, fordi hun holdt fast i noget godt.

Og dybt nede i den stille tangskov, snoet fast om sit bløde tangstrå, faldt den lille søhest i søvn, mens havet vuggede hende hele natten.

Sov sødt, lille Solveig. Tangskoven passer på dig, til solen kommer igen.