Storken på skorstenen

Højt oppe på en gammel skorsten, over en lille landsby, lå en stor storkerede. Den var bygget af grene og kviste, og den var så bred, at en hel storkefamilie kunne bo i den. Der boede en lille storkeunge, der hed Storm.

Storm var ikke så stor endnu. Hans ben var lange og tynde, hans næb var endnu ikke blevet helt rødt, og hans fjer var bløde og lidt fnuggede. Men han kunne allerede stå helt oprejst i reden og kigge ud over hele landsbyen.

Hele dagen havde Storm øvet sig. Han havde stået på det ene lange ben og prøvet at holde balancen. Han havde baskede med sine små vinger, så fjerene blafrede. Og han havde set sin mor og far flyve ud og komme tilbage med mad til ham.

Men nu var solen ved at gå ned. Himlen blev rød og gylden over landsbyens tage, og luften blev køligere. Storm mærkede, at han var blevet træt efter den lange dag.

“Mor,” sagde han. “Jeg er søvnig.”

Hans mor stod ved siden af ham i reden, stor og rolig og hvid med sorte vinger. Hun bøjede sit lange hals ned mod ham.

“Så skal du sove, lille Storm,” sagde hun blødt. “Kom ind til mig.”

Storm vraltede hen til hende på sine lange ben og lagde sig ned i den bløde bund af reden, helt tæt ind til sin mors varme krop. Hun bredte sin ene store vinge ud og lagde den blidt hen over ham, som et stort, lunt tæppe.

Nu lå Storm i mørke og varme under sin mors vinge. Han kunne høre hendes hjerte banke roligt. Han kunne mærke hendes bløde fjer omkring sig. Og udenfor kunne han høre landsbyen blive stille.

Nede i husene blev lysene slukket et efter et. En hund gøede en sidste gang og blev så stille. En blid aftenvind susede sagte hen over tagene. Og oppe på himlen kom de første stjerner frem.

Storm lukkede sine øjne. Han var helt tryg under sin mors store vinge, højt oppe over den sovende landsby.

“Godnat, mor,” hviskede han.

“Godnat, min lille ven,” hviskede hun og lagde sin vinge en lille smule tættere om ham.

Og højt oppe i reden på skorstenen, lunt og trygt under sin mors vinge, faldt den lille storkeunge i søvn, mens hele landsbyen sov under ham.

Sov godt, lille Storm. I morgen øver vi os igen i at flyve.