Svanen på den stille sø

På en stor, stille sø boede en svane, der hed Selma. Hun var hvid som nyfalden sne og havde en lang, blød hals, der bøjede sig fint, når hun svømmede. Hendes fjer var så bløde, at de så ud, som om de var lavet af skyer.

Hele dagen havde Selma gledet rundt på søen. Hun havde svømmet helt langsomt langs bredden og spejlet sig i det blanke vand. Hun havde dyppet sit hoved ned under overfladen og kigget på de små fisk. Og hun havde spredt sine store, hvide vinger og strakt sig i den varme sommerluft.

Men nu var solen ved at gå ned. Himlen farvede sig orange og lyserød, og hele søen lå blank og spejlende, som var den et stort, stille glas.

“Nu skal jeg snart sove,” sagde Selma stille.

Hun svømmede hen til et roligt sted ved sivene, hvor vandet var helt blikstille. Her var der læ. Her var der trygt. Her plejede hun at sove.

Selma holdt op med at svømme. Hun lod bare sin bløde krop hvile på vandet. Og så gjorde hun det, alle svaner gør, når de skal sove: Hun bøjede sin lange hals bagover og lagde sit hoved ned mellem fjerene på sin egen ryg, blødt og varmt, som en pude.

Nu lå Selma helt rund og hvid på det stille vand. Sivene stod stille omkring hende. En lille and svømmede roligt forbi på vej hjem til sin rede. Vandet var blankt og blødt, og det vuggede hende ganske svagt frem og tilbage.

Solen sank ned bag søens kant, og himlen blev mørkeblå. De første stjerner kom frem, og de spejlede sig i det stille vand, så det så ud, som om søen var fuld af små, glitrende lys.

Selma trak sine fjer lidt tættere ind til sig. Hun var blød og varm og rund som en lille hvid sky, der flød på vandet.

En blid aftenvind susede sagte gennem sivene. Vandet skvulpede helt let mod hendes side. Op og ned. Frem og tilbage. Helt langsomt og roligt.

Selmas øjne blev tunge. Hun behøvede ikke svømme nogen steder. Hun behøvede ikke gøre noget som helst. Hun skulle bare hvile på det stille vand og lade natten passe på sig.

Månen kom op og lyste blødt ned over søen. Den lyste på Selmas hvide fjer, så hun skinnede svagt i mørket, som en lille måne der selv lå og flød på vandet.

“Godnat, sø,” hviskede Selma med sit hoved gemt blødt i fjerene. “Godnat, stjerner.”

Og på den blanke, stille sø, rund og hvid og helt tryg, mens stjernerne spejlede sig i vandet omkring hende, faldt den smukke svane i søvn.

Sov godt, lille Selma. Den stille sø vugger dig blidt hele natten.