Vandmanden der lyste blåt

I et stort, mørkt hav drev en lille vandmand, der hed Vilma. Hun var blød og gennemsigtig som en lille klokke, og under sig havde hun fine, tynde tråde, der hang ned som lange, lyse hår.

Vilma kunne noget helt særligt. Når det blev mørkt omkring hende, begyndte hun at lyse. Hele hendes lille krop blev fyldt med et blødt, blåt skær, så hun lignede en lille lampe, der svævede i vandet.

Hele dagen havde Vilma drevet roligt rundt i havet. Hun svømmede ikke hurtigt - det kunne vandmænd slet ikke. Hun pumpede ganske blidt med sin bløde klokke og lod ellers strømmen bære sig, hvorhen den ville. Op og ned. Frem og tilbage. Helt langsomt.

Men nu var solen gået ned, og vandet omkring hende blev dybt og mørkt. Det var præcis nu, Vilma begyndte at lyse.

Først blev hun ganske svagt blå. Så blev skæret blødere og smukkere, til hele hendes lille krop glødede som en stjerne under vandet.

“Sikke smukt,” tænkte Vilma søvnigt og kiggede på sit eget bløde lys.

Rundt omkring hende blev havet helt stille. De små fisk var svømmet hjem. Vandet var roligt og køligt. Og højt oppe lyste månen ned gennem vandet og blandede sig med Vilmas eget blå skær.

Vilma behøvede ikke gøre noget. Hun skulle ikke svømme nogen steder. Hun lod bare den blide strøm bære sig roligt afsted, mens hun lyste blødt og blåt i mørket.

Op og ned. Frem og tilbage. Helt langsomt vuggede vandet hende.

Hendes lille krop pumpede langsommere og langsommere. Hendes bløde lys blev roligt og jævnt, som vejrtrækningen hos en, der sover.

Og dybt nede i det mørke, stille hav, mens hun lyste blødt blåt som en lille stjerne, drev den lille vandmand roligt i søvn med strømmen.

Sov godt, lille Vilma. Dit blå lys passer på natten, mens du sover.