Bjørnen der ledte efter et vinterhi

Da de sidste blade faldt fra træerne, og de første kolde nætter kom, vågnede en lille bjørn ved navn Bumle og mærkede, at det var ved at være tid. Tid til den lange vintersøvn.

“Jeg må finde mig et hi,” gabte Bumle og strakte sine bløde poter. “Et lunt, dejligt sted, hvor jeg kan sove hele vinteren.”

Så travede han af sted gennem den kølige skov for at lede.

Først kom Bumle til en hule mellem nogle store sten. Han kiggede ind. Men hulen var alt for stor og kold, og vinden hylede ind gennem den. “Nej,” sagde Bumle og rystede. “Her bliver jeg aldrig varm.”

Så fandt han et hul under en gammel træstub. Han prøvede at krybe ind. Men hullet var alt for lille, og han kunne kun få den ene pote indenfor. “Nej,” pustede Bumle. “Her kan jeg slet ikke være.”

Bumle travede videre. Det begyndte at blive mørkt, og luften blev koldere. Han var efterhånden meget træt og lidt ked af det, for han kunne ikke finde noget sted at sove.

Da hørte han en venlig stemme. “Hallo, lille bjørn! Hvorfor ser du så bekymret ud?”

Det var en gammel grævling, der stod i åbningen til sin hule. Bag ham kunne Bumle se ind i den lunneste, dejligste hule, fyldt med tørt løv, blødt mos og varme.

“Jeg kan ikke finde et hi til vinteren,” sukkede Bumle. “Alle steder er enten for kolde eller for små.”

Grævlingen smilede. “Så er du heldig,” sagde han. “Min hule er stor og varm, og jeg skal selv sove vinteren væk. Men det er kedeligt at sove helt alene. Vil du dele den med mig?”

Bumle blev så glad, at hans små bjørneører strittede. “Må jeg virkelig det?” “Selvfølgelig,” sagde grævlingen. “Kom indenfor, før du fryser.”

Bumle krøb ind i den lune hule. Åh, hvor var det dejligt! Det tørre løv var så blødt, og mosset var så varmt. Han lavede sig en stor, blød rede og lagde sig til rette med sin pote under hovedet.

Grævlingen lagde sig ved siden af ham, og sammen kiggede de ud gennem hulens åbning. Udenfor var det blevet helt mørkt, og de første snefnug begyndte at dale stille ned mellem træerne.

“Hør, hvor stille der er,” sagde grævlingen blødt. “Sneen daler, og hele skoven gør sig klar til at sove.”

Bumle gabte stort. Hulen var varm. Reden var blød. Og det bedste af alt - han var ikke alene.

“Tak, fordi jeg måtte sove her,” mumlede han søvnigt. “Sov godt, lille Bumle,” sagde grævlingen. “Når foråret kommer, vågner vi sammen.”

Bumle lukkede sine øjne. Udenfor faldt sneen helt stille. Inde i den lune hule var der varmt og trygt. Og den lille bjørn faldt langsomt i en dyb, dejlig vintersøvn, der skulle vare helt til de første blomster titted frem.

Han havde fundet det perfekte hi - ikke det største eller det fineste, men det lunneste, fordi der var en god ven.

Nu daler sneen helt stille, og hulen er varm og blød. Krøl dig sammen, lille ven, træk dynen tæt om dig, og sov lige så godt som den lille bjørn. Godnat.