Den lille ælling og svaneflokken

Ved kanten af en stor, stille sø boede en lille ælling, der hed Dun. Hun var den mindste i sin flok, og en dag, da hun havde svømmet alt for langt ud at lege, opdagede hun, at hun var faret vild. Mørket begyndte at falde på, og Dun kunne ikke finde hjem.

“Hvor skal jeg dog sove i nat?” pippede hun bekymret.

Hun svømmede langs sivene og ledte efter et trygt sted. Først kom hun forbi en gammel and, der allerede sov med næbbet under vingen. Dun turde ikke vække hende.

Så kom hun forbi en frø på et åkandeblad. Men frøen sad lige og skulle til at hoppe i seng under en sten, og der var ikke plads til en lille ælling.

Dun blev mere og mere træt. Hendes små ben var trætte af at svømme, og aftenen blev køligere.

Da hørte hun en blød, venlig stemme. “Lille ælling, hvorfor svømmer du her så sent?”

Det var en stor, hvid svane med øjne så milde som måneskin. Bag hende lå en stor, blød rede mellem sivene, fyldt med dun og varme fjer.

“Jeg er faret vild,” sagde Dun stille. “Og jeg kan ikke finde et sted at sove.”

Svanen smilede. “Så er du heldig,” sagde hun. “I vores rede er der altid plads til en til. Kom og sov hos os i nat, lille ven. I morgen, når solen står op, hjælper vi dig med at finde hjem.”

Dun svømmede taknemmeligt hen til den store rede. Den var den blødeste, hun nogensinde havde mærket - varm og luftig som en sky. Svanen og hendes svaneunger flyttede sig lidt og lavede et lille, lunt sted til Dun midt imellem dem.

“Sådan,” sagde svanen og lagde forsigtigt en vinge over dem alle. “Nu er du i sikkerhed.”

Det var så varmt og trygt. Dun mærkede de bløde fjer omkring sig og hørte de andre svaneunger ånde roligt i søvne. Søen lå helt blank og stille, og oppe på himlen tindrede stjernerne.

“Tak,” gabte Dun. “Jeg har aldrig haft det så godt.”

“Sov nu, lille ven,” hviskede svanen. “Vi passer på dig hele natten.”

Dun lukkede sine små øjne. Svanens bløde vinge holdt om hende. Sivene raslede ganske svagt i den lune aftenvind, som om de også sang godnat.

Og den lille ælling, der havde været så bange for at være alene i mørket, sov nu dybt og trygt i den blødeste rede, omgivet af venner.

I morgen ville hun finde hjem. Men i nat var hun præcis, hvor hun skulle være - varm, tryg og passet på.

Sov godt, lille Dun. Og sov godt, lille ven. En blød rede venter også på dig. Luk dine øjne, og hvil trygt. Godnat.