Den lille stjernepige og drømmebroen

Højt oppe på himlen, mellem alle de tindrende stjerner, boede en lille stjernepige, der hed Stella. Hun var ikke større end et lys, men hun lyste blødt og varmt, og hun havde det fineste arbejde i hele himlen.

Hver aften, når det blev mørkt nede på jorden, kiggede Stella ned gennem skyerne. Og nogle gange så hun et lille barn, der lå vågent i sin seng og ikke kunne falde i søvn.

“Åh,” sagde Stella så. “Der er nogen, der har brug for hjælp til at finde søvnen.”

Og så gjorde Stella det allerfineste. Hun samlede måneskin i sine små hænder - blødt, sølvfarvet måneskin - og begyndte at bygge en bro. En drømmebro, der strakte sig hele vejen fra himlen og ned til det lille barns vindue.

Broen var blød som silke og lyste ganske svagt. Den var slet ikke skræmmende. Den var bare et varmt, roligt lys, der lagde sig hen over værelset.

Så trippede Stella ud på sin drømmebro og gik helt ned til det vågne barns seng. “Hej, lille ven,” hviskede hun. “Kan du ikke sove?”

Barnet rystede på hovedet.

“Det skal jeg nok hjælpe dig med,” sagde Stella blidt. “Luk dine øjne, så fortæller jeg dig, hvad jeg kan se fra himlen.”

Barnet lukkede øjnene, og Stella satte sig på sengekanten og hviskede:

“Jeg kan se hele verden sove. Markerne sover under et tæppe af dug. Skoven sover, og hvert eneste blad er stille. Havet ånder helt blødt mod stranden. Og oppe på himlen vugger månen ganske langsomt frem og tilbage, frem og tilbage, som en vugge af lys.”

Mens Stella hviskede, blev barnets vejrtrækning langsommere og dybere. Armene blev tunge. Benene blev varme. Og søvnen kom snigende, blød og venlig.

“Følg nu med op ad drømmebroen,” hviskede Stella. “Den fører dig lige ind i de fineste drømme.”

Og i sin søvn drømte barnet, at det gik op ad den bløde, lysende bro, op gennem skyerne, op til stjernerne, hvor alt var fred og ro og varmt, blødt lys.

Stella blev siddende, til barnet sov helt trygt. Så rejste hun sig stille, gik tilbage op ad sin drømmebro og lod den langsomt opløse sig til måneskin igen.

“Sov sødt, lille ven,” hviskede hun ned gennem skyerne. “Jeg våger over dig i nat.”

Og sådan gjorde Stella hver eneste aften. Hvor end et barn lå vågent, byggede hun en blød drømmebro af måneskin og hjalp det ind i søvnen.

Mærk nu, lille ven - kan du se det bløde lys ved dit vindue? Det er Stella, der bygger en drømmebro, helt til dig.

Luk dine øjne, og gå med op ad den bløde bro, op til stjernerne, ind i de fineste drømme. Stjernepigen våger over dig hele natten.

Sov sødt. Godnat.