Den lille trold der blev bange for mørket

Dybt inde i den store mosskov boede en lille trold, der hed Mums. Han var ikke større end en grankogle, og han havde en hue af bløde bladede mos. Mums elskede dagen. Han elskede solen, der kilede ham på næsen, og de små bær, han fandt mellem rødderne.

Men når aftenen kom, og skoven blev mørk, krøb Mums helt sammen under en sten.

“Jeg kan ikke lide mørket,” hviskede han. “Man kan jo ikke se noget.”

En aften sad Mums og rystede under sin sten, da en blød stemme sagde: “Hvorfor gemmer du dig, lille ven?”

Det var en gammel sneglemor, der gled forbi med sit hus på ryggen. “Mørket er farligt,” sagde Mums. “Det er så stort og sort.”

Sneglemor smilede. “Kom,” sagde hun stille. “Lad mig vise dig noget.”

Forsigtigt kravlede Mums frem. Og da hans øjne langsomt vænnede sig til natten, så han noget, han aldrig havde lagt mærke til før. Højt oppe mellem trætoppene blinkede tusinde små stjerner, som om himlen var dækket af glimmer.

“Åh,” hviskede Mums.

Ved en gammel træstub lyste små grønne sankthansorme som bittesmå lanterner. Og nede ved bækken sad en ugle og sang en blød, dyb sang, der lød som et brummende vuggebånd.

“Hører du det?” spurgte sneglemor. “Skoven sover ikke. Den hvisker godnat.”

Mums lyttede. Vinden raslede ganske blidt i bladene. En frø kvækkede dovent én gang og blev så stille. Et egern gabte oppe i sit rede.

“Det er slet ikke uhyggeligt,” sagde Mums forundret. “Det er… roligt.”

“Ja,” nikkede sneglemor. “Mørket er ikke farligt. Det er nattens store, bløde tæppe, der lægger sig over skoven, så alle dyr kan hvile. Det passer på os, mens vi sover.”

Mums satte sig ned i det bløde mos. Sankthansormene blinkede helt langsomt nu, som små godnatkys. Uglen sang videre, dybt og venligt.

For første gang var Mums slet ikke bange. Han lagde sig til rette med sin mosehue under hovedet og kiggede op på stjernerne.

“Godnat, stjerner,” gabte han. “Godnat, sankthansorme. Godnat, ugle.”

“Godnat, lille Mums,” hviskede sneglemor og gled stille videre.

Og mens nattens bløde tæppe lagde sig helt tæt om den lille trold, faldt hans øjne langsomt i. Skoven hviskede sin roligste sang, stjernerne våkede over ham, og Mums sov sødt og trygt - for nu vidste han, at mørket bare var natten, der holdt om hele verden.

Sov godt, lille ven. Mørket passer også på dig.