Fiskeren og den venlige havfrue

Ved en lille kyst, hvor bølgerne hviskede mod stenene, boede en gammel fisker, der hed Anker. Hver dag roede han ud i sin lille blå båd og fiskede, og hver aften roede han hjem igen, mens solen farvede havet rødt og guld.

Men Anker var træt. Om natten kunne han ikke sove, for havet var uroligt, og bølgerne slog hårdt mod hans hus, så det rumlede og bragede.

En aften, da Anker sad ude i sin båd i det stille tusmørke, dukkede der pludselig et hoved op af vandet. Det var en havfrue med hår som tang og øjne så blå som det dybe hav.

“Goddag, gamle fisker,” sagde hun blidt. “Du ser så træt ud.”

“Det er jeg også,” sukkede Anker. “Havet er så uroligt om natten, at jeg ikke kan sove.”

Havfruen smilede. “Det er, fordi du ikke kender havets aftensang,” sagde hun. “Når solen går ned, synger vi nede i dybet en helt blød sang. Så lægger bølgerne sig til ro, og havet sover. Vil du lære den?”

Anker nikkede.

Og havfruen begyndte at synge. Det var en langsom, dyb sang, der lød som bølger, der ruller helt blødt ind mod stranden og glider stille tilbage igen.

Mens hun sang, skete der noget forunderligt. De urolige bølger blev lavere. Vinden lagde sig. Havet blev så glat og blankt som et spejl, og selv måsserne på klipperne stak hovedet under vingen.

“Hører du?” hviskede havfruen. “Når man synger blidt til havet, falder det til ro. Og når havet er roligt, kan hele byen sove.”

Anker lærte sangen udenad. Han roede hjem gennem det stille, blanke vand og lagde sig i sin seng. For første gang i lang tid var der helt fredeligt udenfor. Bølgerne hviskede blødt mod stenene, som en vuggevise.

Fra den aften sang Anker havets aftensang hver eneste nat, lige inden han skulle sove. Og snart lærte han den til de andre i kystbyen - til børnene, til de gamle, til alle, der havde svært ved at falde i søvn.

Hver aften, når mørket faldt, lød den bløde sang ud over byen og ud over havet. Bølgerne lagde sig. Vinden tav. Og alle, både mennesker og måser og fisk i dybet, faldt i en dyb og tryg søvn.

Nede i dybet smilede havfruen, hver gang hun hørte sangen drive ud over vandet. For nu var hele kysten lige så rolig om natten som havets stille bund.

Og du, lille ven? Hør, hvor blødt bølgerne hvisker. Havet synger sin aftensang, helt for dig. Luk dine øjne, og sov godt.