Månedronningens sovetæppe

Højt oppe på himlen, i et lille sølvslot bygget af måneskin, boede månedronningen. Hun var blid og rolig, og hun havde en kjole, der lyste ganske svagt, som en lampe bag et tyndt gardin.

Hver aften, når solen var gået i seng bag bakkerne, satte månedronningen sig ved sin store væv. Den var lavet af stjernetråde, fine og tynde som spindelvæv.

Og så begyndte hun at veve.

Hun vævede et tæppe. Men det var ikke et almindeligt tæppe. Det var lavet af det blødeste måneskin, så let at man slet ikke kunne mærke det, og så varmt, at ingen kunne fryse under det.

“Surr, surr,” sang væven stille, mens trådene gled frem og tilbage.

Da tæppet var færdigt, foldede månedronningen det sammen og bar det ud på sin altan af skyer. Forsigtigt rystede hun det ud over hele verden.

Og se - det bløde måneskinstæppe dalede langsomt ned. Det lagde sig over markerne, hvor køerne stod og duvede. Det lagde sig over skovene, hvor fuglene sad med hovedet under vingen. Det lagde sig over byerne, over husene, over alle de små vinduer, hvor børnene snart skulle sove.

Og det lagde sig blødt over hver eneste lille seng.

“Sov godt,” hviskede månedronningen, mens tæppet sænkede sig. “I nat passer jeg på jer alle sammen.”

Et sted langt nede lå en lille dreng, der ikke kunne falde i søvn. Han kiggede ud ad vinduet og så månen lyse helt blødt.

Da mærkede han noget varmt og let lægge sig over ham, selv om hans dyne allerede dækkede ham godt. Det var månedronningens tæppe. Det kildede ganske lidt på hans kinder, som et blødt godnatkys.

Drengen gabte stort. Hans øjenlåg blev tunge. Måneskinnet lyste så roligt, og tæppet var så blødt, at han slet ikke kunne holde sig vågen.

“Tak, måne,” mumlede han, og så sov han.

Oppe i sit sølvslot smilede månedronningen, da hun så lyset slukke i det sidste lille vindue. Nu sov hele verden trygt under hendes tæppe.

Hun satte sig stille ved kanten af sin sky og våkede over alle de sovende børn, indtil morgenen kom, og solen skulle tage over.

Hver aften, når du ser månen lyse blødt udenfor, ved du nu, at det er månedronningen, der har vævet et tæppe af måneskin - og at hun snart breder det ud over dig.

Så luk dine øjne, lille ven. Tæppet er på vej. Sov godt.