Pindsvinet der samlede stjerner

Da bladene blev gule og luften kølig, vågnede et lille pindsvin, der hed Pip, op i sin rede af blade. Han kiggede ud på den klare aftenhimmel og så alle stjernerne tindre.

“Hvor er de smukke,” sukkede Pip. “Bare jeg kunne tage en med hjem.”

Så fik Pip en idé. Pindsvin har jo pigge på ryggen, ligesom et æble har stilk. Hvis han nu kunne spidde en stjerne på en af sine pigge, kunne han bære den med hjem til sin rede.

Pip trippede ud i den stille nat. Han fandt den højeste bakke i skoven og kravlede helt op til toppen. Der strakte han sig så langt op, som hans små ben kunne række, og prøvede at stikke en stjerne på en pig.

Men stjernerne var alt for langt væk. Han kunne ikke nå dem.

“Åh,” sukkede Pip og satte sig ned. “Så får jeg aldrig en stjerne.”

Da han sad der lidt, hørte han en blød lyd. En gammel ugle slog sig ned ved siden af ham. “Hvad sidder du og sukker over, lille Pip?” spurgte uglen.

“Jeg vil så gerne samle en stjerne,” sagde Pip. “Men de er for langt væk.”

Uglen lo blidt. “Stjerner kan man ikke samle, lille ven. Men kig engang ned ad bakken.”

Pip kiggede ned. Og der, nede i det bløde græs, lyste det op af tusinde bittesmå dråber dug, der spejlede stjernehimlen. Det så ud, som om hele bakken var dækket af stjerner.

“Åh!” hviskede Pip. “Der er stjerner overalt!”

“Ja,” nikkede uglen. “Du behøver ikke at tage dem med hjem. Du kan bare sidde helt stille og kigge på dem. Det er det allerfineste.”

Så satte Pip og uglen sig ved siden af hinanden på den stille bakke. De kiggede på stjernerne på himlen og på de tusinde stjerner i duggen. Vinden var helt blid, og natten lugtede af våde blade og kølig mos.

Pip blev varm og rolig om hjertet. Han behøvede slet ikke en stjerne på sin pig. Det var nok bare at sidde her i ro og se på alt det smukke.

Lidt efter gabte Pip stort. Hans små øjne blev tunge. “Jeg tror, jeg går hjem og sover nu,” mumlede han.

“Sov godt, lille Pip,” sagde uglen. “Stjernerne er her igen i morgen.”

Pip trippede hjem til sin bløde rede af blade. Han rullede sig sammen til en lille kugle, og gennem en sprække kunne han stadig se en enkelt stjerne tindre.

“Godnat, stjerne,” gabte han. “Tak, fordi jeg måtte kigge på dig.”

Og så sov det lille pindsvin trygt og roligt, mens stjernerne våkede over hele den stille skov.

Nu tindrer stjernerne, lige for dig. Du behøver ikke samle dem - bare luk dine øjne og sov godt.