Prinsessen og den syngende stjerne

I et slot på toppen af en grøn bakke boede prinsesse Liv. Hun havde en seng med syv puder, et tæppe blødt som skyer og et vindue, der vendte ud mod hele himlen.

Men prinsesse Liv kunne ikke sove.

Hun vendte sig til højre. Hun vendte sig til venstre. Hun talte sine puder, og hun talte dem igen. Men søvnen ville ikke komme.

En aften åbnede hun vinduet og kiggede ud på den mørke himmel. “Åh,” sukkede hun. “Bare jeg dog kunne sove som alle andre.”

Da hørte hun en ganske lille stemme, fin som en sølvklokke. “Hvorfor sover du ikke, lille prinsesse?”

Liv kiggede op. Helt deroppe, lavere på himlen end alle de andre stjerner, sad en bitte stjerne og dinglede med benene.

“Jeg ved ikke hvordan,” sagde Liv. “Hver gang jeg lukker øjnene, vågner jeg igen.”

Stjernen smilede, så den blinkede. “Det skal jeg nok hjælpe dig med,” sagde den. “Jeg kender en sang. Det er den sang, hele himlen synger om natten, så alle stjerner kan hvile. Vil du høre den?”

Liv nikkede og lagde sig tilbage i sengen med tæppet helt op til hagen.

Og den lille stjerne begyndte at synge. Det var en helt blød sang, langsom som vejrtrækning, stille som sne, der falder.

“Luk dine øjne, lad dagen gå, nu hviler alt det blå. Månen vugger, og vinden er svag, godnat til en dejlig dag.”

Mens stjernen sang, mærkede Liv, hvordan hendes arme blev tunge og bløde. Hendes ben blev varme. Hendes øjenlåg sank langsomt, helt langsomt, som to små gardiner, der gled ned.

Ude i slottet hørte de søvnige tjenestepiger sangen og lagde sig til at sove. Hestene i stalden lukkede øjnene. Selv den gamle slotskat krøllede sig sammen på trappen og snorkede ganske blidt.

“Sov nu,” hviskede stjernen. “Jeg våger her, til du sover.”

Liv gabte. “Tak, lille stjerne,” mumlede hun. “Vil du komme igen i morgen?”

“Hver eneste nat,” lovede stjernen. “Jeg sidder altid lige her ved dit vindue og synger, til du sover.”

Og prinsesse Liv lukkede øjnene helt. Sangen blev blødere og blødere, som om den kom langvejs fra, og snart sov hun trygt med et lille smil på læben.

Den lille stjerne blinkede en sidste gang, helt sagte, og blev oppe på himlen for at passe på hele slottet, mens det sov.

Nu er sangen sunget, og natten er stille. Luk du også dine øjne - stjernen synger for dig.