Skovens mindste drage

Bag det blå bjerg, i en hule fyldt med bløde puder af mos, boede den mindste drage i hele skoven. Han hed Tindra, og han var ikke større end en kanin med vinger.

Alle de store drager kunne spy lange flammer, der lyste op som bål. Men når Tindra pustede, kom der kun en lille, lille gnist ud af hans næse. Bittelille. Som en enkelt gnist fra et stearinlys.

“Jeg er en alt for lille drage,” sukkede Tindra. “Jeg kan ikke engang lave et rigtigt bål.”

De store drage lo venligt ad ham. “Bare øv dig, lille ven,” sagde de. Men hvor meget Tindra end pustede, kom der aldrig mere end den ene lille gnist.

En aften blev det helt usædvanligt mørkt i skoven. Tunge skyer skjulte både månen og stjernerne, så man ikke kunne se sin egen hale.

Nede mellem træerne hørte Tindra en lille pibende lyd. Det var en flok harekillinger, der var faret vild i mørket og ikke kunne finde hjem.

“Hvad gør vi?” pippede de. “Vi kan ikke se vejen!”

De store drager prøvede at hjælpe. Men når de spyede deres store flammer, blev det alt for varmt og alt for skræmmende, og harekillingerne krøb endnu længere ind under bregnerne.

Da kom Tindra trippende. “Måske,” sagde han forsigtigt, “måske kan jeg hjælpe.”

Han trak vejret dybt og pustede sin lille gnist ud. Den svævede op i luften og blev hængende foran ham som et bittelille, blødt lys. Ikke skræmmende. Ikke varmt. Bare en lille, venlig glød, der lyste op lige så meget som et fyrfadslys.

“Følg mit lys,” sagde Tindra blidt og trippede af sted. Den lille gnist svævede foran ham og viste vejen.

Harekillingerne turde godt komme frem nu, for lyset var hverken stort eller skræmmende. De fulgte trygt efter Tindra gennem den mørke skov, langs bækken, forbi den gamle eg, helt hjem til deres hule, hvor deres mor ventede.

“Tak, lille drage,” hviskede harekillingerne og krøb sammen i en blød bunke. “Dit lys var lige tilpas.”

Tindra blev helt varm om hjertet. Hans lille gnist var måske ikke god til at lave bål. Men den var perfekt til at lyse vej i mørket og gøre nogen tryg.

De store drage nikkede stolt. “Du har det fineste lys i hele skoven,” sagde de.

Den aften fløj Tindra hjem til sin hule og lagde sig i sine bløde mospuder. Han pustede sin lille gnist ud og lod den svæve over sig som en lille natlampe, helt blød og varm.

“Godnat,” gabte Tindra og lukkede øjnene. Gnisten lyste roligt, til han sov.

Og rundt om i skoven sov alle harekillingerne trygt, fordi den mindste drage havde fundet ud af, hvor meget et lille lys kan betyde.

Nu lyser Tindras gnist helt blødt, lige for dig. Luk dine øjne, lille ven, og sov godt.