Trommeslageren i trolderiget

Dybt under det mossede bjerg lå trolderiget, hvor små trolde boede i hyggelige huler med svampelamper og bløde sengetæpper. Og blandt alle troldene var der én, der hed Bom, som elskede at spille på tromme.

Bom havde en stor tromme lavet af et udhulet træ og et stykke blødt skind. Hele dagen trommede han. Boom, boom, BOOM! lød det gennem hulerne.

De andre trolde holdt af Bom, for han var så glad. Men når aftenen kom, og alle ville sove, blev det lidt af et problem. Boom, boom, BOOM! “Bom,” gabte de andre trolde. “Vi prøver at sove.” “Undskyld,” sagde Bom. Men hans hænder kunne bare ikke holde sig i ro.

En aften kom den gamle troldemor hen til Bom. “Du har et talent, lille Bom,” sagde hun venligt. “Men ved du, at en tromme kan gøre mere end at vække folk? Den kan også få dem til at sove.”

“Kan den det?” spurgte Bom forbavset.

Troldemor satte sig ved siden af ham. “Hør her,” sagde hun. “Luk øjnene, og slå helt blødt på trommen. Lige så langsomt som dit eget hjerte banker, når du er rolig.”

Bom lukkede øjnene. Og i stedet for det høje BOOM slog han ganske blødt med fingerspidserne. Dum… dum… dum…

Det lød som et stille, roligt hjerteslag. Lige så langsomt som regn, der drypper. Lige så blødt som en vind, der ånder.

Og noget forunderligt skete. De andre trolde, der var blevet vækket, holdt op med at gnave. Deres øjne blev tunge. De krøb sammen under deres tæpper. Dum… dum… dum…

Den lille troldebaby i vuggen holdt op med at klynke og faldt i søvn. Den gamle trold med stokken lænede sig tilbage og snorkede blidt. Selv svampelamperne syntes at lyse svagere, som om de også var søvnige.

“Se,” hviskede troldemor. “Når du trommer blødt og roligt, falder hele riget til ro.”

Bom blev helt varm om hjertet. Han trommede videre, så blødt og langsomt han kunne. Dum… dum… dum…

Én efter én faldt alle troldene i søvn i deres hyggelige huler. Og til sidst blev Bom selv så søvnig, at hans hænder blev langsommere og langsommere. Dum… dum… … dum… … …

Til sidst standsede hans hænder helt. Bom lagde sig ned ved siden af sin tromme, trak sit bløde tæppe op og lukkede øjnene.

“Godnat, Bom,” hviskede troldemor og dækkede ham til.

Og hele trolderiget sov dybt og trygt under det mossede bjerg, vugget i søvn af den blødeste rytme i hele verden.

Dum… dum… dum… Mærk, hvor roligt det lyder, lige som dit eget hjerte. Luk dine øjne, lille ven, og lad den bløde rytme vugge dig ind i søvnen. Godnat.