De små trolde og glødormenes fest

I bunden af en gammel skov, hvor mosset var tykt og blødt, boede en hel familie af små trolde. De var ikke større end agern, og de havde bløde huer af tørrede blade og kapper af spindelvæv, der glimtede i lyset.

Hver aften, lige når solen var gået ned, holdt de små trolde en helt særlig fest. De kaldte den glødormenes fest, og det var den blideste fest, man kunne forestille sig.

Det begyndte altid med, at den ældste lille trold, der hed Pip, stillede sig op på en svampehat og ringede helt sagte med en bittelille klokke af en agernhat.

“Festen begynder,” hviskede Pip.

Og så kom glødormene.

De krøb frem fra mosset og fra under bladene og fra de små sprækker i træstammen, og en efter en begyndte de at lyse. Først lyste én. Så to. Så ti. Så hundrede. Til sidst lyste hele mosen op af bløde, gyldengrønne glødorme, der blinkede helt stille.

De små trolde klappede lydløst i hænderne af glæde, for festen havde én vigtig regel: man måtte være helt stille. Det var en hviskefest. For når man er stille, kan man høre alle de små, smukke lyde, som larm ellers gemmer væk.

De små trolde begyndte at danse. Men de dansede helt blidt og langsomt, så de ikke trådte på en eneste glødorm. De svævede rundt mellem lysene, og deres spindelvævskapper glimtede, så det så ud, som om de selv var små lys.

Mens de dansede, lyttede de til skovens aftenlyde. De hørte bækken klukke helt sagte. De hørte vinden hviske gennem grantoppene. De hørte en ugle hue blødt langt borte. Og de hørte glødormene summe den fineste, mindste melodi.

Det var som musik, helt stille og helt smuk.

Og mens de små trolde dansede deres blide dans, skete der noget med hele skoven. For festen var ikke kun for trolde og glødorme. Den var skovens måde at sige godnat på.

Egernet oppe i træet så de bløde lys og lagde sig roligt til ro. Rådyret i lysningen så glødormene blinke og lukkede øjnene. Pindsvinet, musen og alle de andre dyr mærkede den stille fred fra mosen og faldt blidt i søvn.

Lidt efter lidt dansede de små trolde langsommere og langsommere. Glødormene dæmpede deres lys, et efter et, og melodien blev mere og mere sagte.

Til sidst ringede Pip helt blidt med sin lille klokke igen.

“Festen er slut for i aften,” hviskede han. “Tak for dansen, kære glødorme. Sov godt, kære skov.”

Glødormene krøb tilbage til deres bløde gemmesteder og slukkede stille deres lys, til der kun var måneskin tilbage.

De små trolde gabte og krøb sammen i en lun bunke i det bløde mos, helt tæt sammen som en lille familie. De trak deres spindelvævskapper op som tæpper.

“Godnat, lille skov,” hviskede de alle sammen.

Og hele skoven sov nu trygt og roligt, fordi de små trolde og glødormene havde holdt deres blide lysfest.

Lyt godt efter i aften, lille ven. Hvis du er helt stille, kan du måske høre glødormenes fineste melodi og se de bløde lys danse. Luk dine øjne, og lad den stille fest følge dig ind i søvnen. Sov rigtig godt.