Den blide kæmpe og skyernes væveri

Højt oppe over bjergene, hvor luften er kølig og himlen er stor, boede en kæmpe. Hun hed Vinda, og hun var lige så høj som det højeste bjerg. Men selvom hun var så stor, bevægede hun sig altid blidt og langsomt, så hun ikke skræmte nogen.

Vinda havde et helt særligt arbejde. Hun var himlens væver.

Hver eftermiddag, når solen begyndte at synke, satte Vinda sig ved sin store, gamle væv, der stod på toppen af skyerne. Vævens tråde var lavet af aftenlys, og i hendes kurv lå der bløde, lette aftenskyer i alle farver.

“Nu skal jeg væve aftenens tæppe,” sagde Vinda blidt til sig selv.

Hun begyndte med de lyserøde skyer. Hun tog dem forsigtigt op af kurven og vævede dem ind i de lysende tråde, en for en. Tæppet blev blødt og varmt som den allerførste solnedgang.

Så tog hun de orange skyer og vævede dem ind. Og de gyldne. Og de dybt lilla skyer, der altid kom sidst, når mørket nærmede sig.

Vinda vævede og vævede, helt rolig, og under hendes store, blide hænder voksede et stort, blødt tæppe frem. Det var aftenhimlens eget tæppe, og det var lige så stort som hele dalen.

Mens hun vævede, kiggede Vinda ned på dalen under sig. Hun kunne se de små huse, hvor børnene gjorde sig klar til at sove. Hun kunne se markerne, hvor fårene samlede sig i flok. Hun kunne se skoven, hvor dyrene krøb i deres reder.

“Snart, små venner,” hviskede hun. “Snart får I jeres tæppe.”

Da det sidste lilla stykke var vævet ind, var aftentæppet færdigt. Det var det blødeste, varmeste tæppe, man kunne forestille sig, og det skinnede svagt af alle dagens farver.

Vinda rejste sig forsigtigt op. Hun løftede det store tæppe med begge hænder, så det ikke krøllede, og bar det helt ud til kanten af skyerne.

Så bredte hun det blidt ud over hele dalen.

Langsomt og lydløst dalede aftentæppet ned. Det lagde sig over bjergene som en blød skygge. Det gled hen over markerne og dækkede fårene varmt til. Det lagde sig over skoven, så hvert dyr fik lunt over sig. Og det dalede ned over de små huse, så hvert barn følte sig trygt.

Hvor end tæppet rørte, blev der stille og fredeligt. Børnene gabte og lukkede øjnene. Fårene lagde hovedet ned. Fuglene i træerne stak næbbet under vingen. Selv den lille bæk klukkede mere blødt nu.

Da hele dalen lå trygt under aftentæppet, satte Vinda sig tilfreds ved kanten af skyerne. Hendes arbejde for i dag var gjort.

Hun gabte stort, så det lød som en blid vind hen over bjergene. Så lagde hun sig ned på en stor, blød sky, der lå klar til hende, og trak en lille rest af aftentæppet op over sine egne fødder.

Stjernerne tændtes en for en over hende og holdt vagt, mens hun sov.

“Godnat, kære dal,” hviskede Vinda. “Sov godt under jeres tæppe.”

Og hver aften væver Vinda et nyt tæppe, helt blødt og varmt, og lægger det ned over hele verden, så alle kan sove.

Mærk efter, lille ven. Kan du mærke aftentæppet lægge sig blidt over dig lige nu, lunt og trygt? Luk dine øjne, og lad det varme dig hele natten. Sov rigtig godt.