Den lille drage Luna og nattens lygte

På toppen af et tåget bjerg, hvor skyerne hang lavt og luften var stille, boede en lille dragepige ved navn Luna. Hun havde sølvblå skæl, der skinnede som måneskin, og to bløde vinger, der altid duftede svagt af regn.

Luna var stadig en ung drage, og hun øvede sig hver dag i at puste flammer, ligesom de store. Men når Luna pustede, kom der ingen stor, gul ild. I stedet kom der et blødt, sølvblåt lys, der svævede i luften som en lille lysende sky.

“Hvorfor kan jeg ikke lave en rigtig flamme?” sukkede Luna. “Mit lys er alt for blødt og alt for stille.”

De store drager lo venligt. “Bare øv dig, lille Luna,” sagde de. Men hvor meget hun end prøvede, kom der altid kun det samme bløde, sølvblå lys.

En aften, da tågen lå tyk og kold om bjerget, hørte Luna en lille lyd. Det var en flok bjergmus, der var faret vild på vej hjem. De stod tæt sammen og rystede, for de kunne ikke se en hånd for sig i den tykke tåge.

“Vi finder aldrig hjem,” peb den mindste mus. “Det er alt for mørkt og alt for tåget.”

De store drager kom til. De pustede deres flammer for at lyse op. Men flammerne var alt for stærke. Lyset blændede musene, og den varme ild gjorde dem bange, så de krøb endnu tættere sammen og turde slet ikke gå.

Da kom lille Luna flyvende.

“Måske kan jeg hjælpe,” sagde hun forsigtigt.

Hun trak vejret dybt og pustede sit bløde, sølvblå lys ud. Det svævede roligt foran hende, blidt og stille, og det skar lige akkurat gennem tågen uden at blænde nogen. Det var ikke for stærkt og ikke for varmt. Det var præcis lige tilpas.

“Følg mit lys,” sagde Luna venligt og fløj lavt foran musene. “Ganske roligt. Jeg viser jer vej.”

Det bløde lys gled foran dem gennem tågen, og musene turde godt følge efter nu, for lyset var hverken skræmmende eller varmt. De trippede trygt afsted, en lang række af små mus, hele vejen ned ad bjergstien.

Lunas sølvblå lys lyste vejen op, sten for sten, indtil hver eneste mus var nået helt hjem til deres lune hule under en stor klippe.

“Tak, kære Luna,” peb musene. “Dit lys var det blødeste og smukkeste, vi nogensinde har set. Vi var slet ikke bange.”

Luna blev helt varm om hjertet. Hendes lys kunne måske ikke lave et stort bål. Men det kunne noget meget bedre. Det kunne lyse blidt og trygt for dem, der var bange i mørket.

De store drager nikkede stolt. “Du har nattens fineste lygte, lille Luna,” sagde de.

Den aften fløj Luna hjem til sin hule på bjergtoppen. Hun var blevet søvnig nu. Hun lagde sig til rette og pustede sit bløde, sølvblå lys ud, så det svævede over hende som en lille natlampe.

Det lyste roligt og varmt, mens tågen drev forbi udenfor.

“Godnat,” gabte Luna og lukkede øjnene.

Og rundt om på bjerget sov alle bjergmusene trygt, fordi den lille drage havde fundet ud af, hvor smukt et blødt lys kan være.

Nu lyser Lunas sølvblå lys helt stille, lige her hos dig, blødt og trygt. Luk dine øjne, lille ven, og sov godt i den lune nat.