Dragen Grøn og det magiske godnatbål

I udkanten af en stor skov, i en lysning omkranset af birketræer, boede en drage ved navn Grøn. Han havde fået sit navn, fordi hans skæl var lige så grønne som de friske birkeblade om foråret.

Grøn var en helt særlig drage. Han kunne ikke lide at lave skræmmende, brændende ild. I stedet havde han lært sig en helt anden slags ild, en blid og magisk ild, som han var meget stolt af.

Hver aften, når mørket lagde sig over skoven, gik Grøn ud i midten af lysningen, hvor der lå en ring af glatte sten. Inde i ringen pustede han forsigtigt sin magiske ild.

Men det her bål brændte ikke. Det varmede ikke, så man fik for varmt, og det skar ikke i øjnene. Det var et blødt, gyldent lys, der svævede roligt over stenene, lige akkurat så varmt, at man fik det dejligt lunt. Og det fineste af alt: bålet nynnede.

Ja, det magiske godnatbål nynnede en blid og rolig melodi, helt af sig selv, som en vuggevise, der aldrig stoppede.

Når bålet var tændt, skete der noget i hele skoven. For den bløde nynnen og det varme lys var en invitation, og alle dyrene kendte den godt.

Først kom rådyrene. De gik forsigtigt frem fra træerne og lagde sig ned i en blød rundkreds om bålet. Så kom egernet, der trippede ned ad birkestammen og krøb sammen mellem rådyrenes ben. Pindsvinet kom luntende og rullede sig sammen i en lille pigget bold tæt på varmen.

Musene kom pilende, en hel familie, og lagde sig i en blød bunke. Haren kom hoppende og fandt sig en plads. Selv den lille bæk i nærheden klukkede mere blødt nu, som om også den lyttede.

Grøn lagde sig ned ved siden af sit magiske bål og kiggede kærligt rundt på alle dyrene, der havde samlet sig.

“Velkommen til godnatbålet,” sagde han med sin blide stemme. “Her er I trygge i nat.”

Mens bålet nynnede sin rolige melodi og spredte sin bløde varme, fortalte Grøn en lille, stille historie. Den handlede om en sky, der drev langsomt hen over himlen og fandt et roligt sted at hvile bag månen. Det var en blid historie uden noget skræmmende, præcis sådan en, man bliver søvnig af.

Et efter et lukkede dyrene øjnene. Rådyrene sov først, så egernet, så pindsvinet. Musene sov i deres bløde bunke. Haren snorkede helt sagte.

Snart sov alle dyrene i lysningen trygt og varmt omkring det nynnende bål.

Grøn smilede tilfreds. Han pustede ganske let på bålet, så det dæmpede sit lys og nynnede endnu mere sagte, en blid baggrundssang for alle de sovende.

Selv blev Grøn også søvnig nu. Han lagde sit store hoved ned på sine forben, helt tæt på den lune varme, og lukkede sine venlige øjne.

“Godnat, kære skov,” gabte han. “Sov godt, alle sammen.”

Og hele natten lyste det magiske godnatbål blødt og varmt og nynnede sin rolige melodi, mens dragen og alle skovens dyr sov trygt og roligt i lysningen.

Bålet brændte aldrig ud. Det varmede bare blidt videre, til solen stod op, og en ny dag begyndte.

Mærk efter, lille ven. Kan du høre godnatbålets bløde nynnen og mærke dets lune varme? Lad det varme dig hele natten. Luk dine øjne, og sov rigtig, rigtig godt.