Havfruen Koral og den blide storm

I et koralrev fyldt med farver boede en lille havfrue ved navn Koral. Hun havde hår som rødt tang og en hale, der skinnede i alle regnbuens farver. Og Koral havde den smukkeste sangstemme i hele havet.

En aften, da Koral skulle til at sige godnat til havets dyr, mærkede hun, at noget var galt. Vandet rystede, bølgerne blev høje og urolige, og oppe over havoverfladen larmede og buldrede en stor storm.

Stormen var ikke ond. Den var bare blevet vred og urolig, og nu kunne den ikke finde ro. Den blæste og hvirvlede vandet rundt, så ingen af havets dyr kunne falde i søvn.

De små fisk gemte sig dybt nede i revet og rystede. Søhestene klamrede sig fast til tangen for ikke at blæse væk. Den gamle skildpadde sukkede og kunne ikke finde et roligt sted.

“Vi kan ikke sove i al den uro,” klagede de.

Koral kiggede op mod den urolige overflade. Hun var ikke vred på stormen. Hun forstod godt, at det er svært at falde til ro, når man er urolig indeni.

“Jeg går op og taler med stormen,” sagde Koral.

“Men det er alt for vildt deroppe,” sagde de andre.

“Jeg synger ikke for at skælde ud,” sagde Koral blidt. “Jeg synger for at hjælpe.”

Så svømmede Koral op gennem det urolige vand, helt op til overfladen, hvor stormen buldrede. Hun lod hovedet komme op over bølgerne, og vinden hvinede omkring hende.

Men Koral blev ikke bange. Hun begyndte at synge.

Hun sang ikke højt for at overdøve stormen. Hun sang blidt og roligt, en sang så blød, at man måtte være stille for at høre den. Det var en sang om dybt, varmt vand, om stille aftener og om at hvile.

Først hørte stormen hende slet ikke. Den buldrede videre. Men Koral blev ved, helt tålmodigt, og sang sin blide sang igen og igen.

Lidt efter lidt begyndte stormen at lytte.

Vinden, der havde hvinet så vildt, blev langsommere. Den hvinede ikke længere, men sukkede blødt. Bølgerne, der havde tårnet sig op, blev lavere og roligere. Skyerne, der havde jaget hen over himlen, drev nu langsomt forbi.

“Det er godt,” nynnede Koral. “Du må gerne hvile nu. Natten er kommet, og du har blæst nok for i dag.”

Stormen sukkede en sidste, dyb gang, og så blev den helt stille. Havoverfladen lå nu blank og rolig, og månen spejlede sig i det blanke vand.

Koral dykkede tilbage ned i havet, hvor alt nu var faldet til ro. Bølgerne vuggede blidt, og det varme vand var helt stille.

De små fisk kom frem fra deres skjul og lagde sig roligt til rette. Søhestene slap deres greb og krøllede halerne om tangen. Den gamle skildpadde fandt endelig sin plet og lukkede øjnene.

“Tak, kære Koral,” hviskede de alle sammen. “Du fik selv stormen til at falde i søvn.”

Koral svømmede en sidste, langsom runde gennem revet og sagde godnat til hver eneste. Så lagde hun sig selv til ro i sin seng af bløde anemoner.

Over havet sov stormen nu trygt, og under havet sov alle dyrene roligt, og bølgerne vuggede dem alle blidt frem og tilbage.

“Godnat, kære hav,” nynnede Koral helt sagte. “Godnat, kære storm.”

Og den blide sang svæver stadig over havet hver aften, så roligt, at både vind og bølger falder til ro.

Lyt efter, lille ven. Kan du høre Korals blide sang i det fjerne? Lad den stilne alt det urolige og vugge dig helt ind i søvnen. Sov rigtig godt.