Havfruen Marina og den syngende musling

Langt nede på bunden af det blå hav, hvor vandet er stille og varmt, boede en lille havfrue ved navn Marina. Hun havde hår som tang i solskin og en hale, der skinnede i alle farver.

Hver aften svømmede Marina rundt og sagde godnat til alle havets dyr. Hun nikkede til søhestene, vinkede til krabberne og hviskede godnat til de små fisk, der gemte sig i koralrevet.

Men en aften mærkede Marina, at noget var galt. Havet ville ikke falde til ro. De små fisk svømmede uroligt frem og tilbage, søstjernerne kunne ikke ligge stille, og bølgerne ovenover var rastløse.

“Hvad er der i vejen?” spurgte Marina.

En gammel skildpadde svømmede langsomt forbi. “Det er den syngende musling,” sagde den. “Hver aften synger den havets vuggevise, så alle kan sove. Men i aften er den helt tavs.”

Marina svømmede hen til den store, perlemorsglinsende musling, der lå på bunden mellem to klipper.

“Kære musling,” sagde Marina blidt. “Vil du ikke synge havets vuggevise?”

Muslingen åbnede sig langsomt. “Jeg vil så gerne,” sukkede den. “Men jeg har glemt melodien. Den er svømmet ud af mit hoved, og uden den kan ingen i havet sove.”

Marina tænkte sig om. Hun lukkede øjnene og lyttede til havet omkring sig. Hun hørte bølgerne skvulpe blødt, hun hørte tangen vugge, og hun hørte sit eget hjerte banke roligt.

“Måske kan jeg hjælpe dig med at finde melodien igen,” sagde Marina. “Lyt til havet med mig.”

Sammen lyttede de. Marina nynnede en lille tone, blød som en boble, der stiger mod overfladen. Muslingen lyttede og nynnede forsigtigt med. Først var det bare en svag tone, men så kom den næste, og den næste.

Langsomt vendte melodien tilbage. Muslingen huskede den nu, og dens stemme var som det blødeste, dybeste sus af vand mod sand.

Musling og havfrue sang sammen, og tonerne bredte sig ud gennem hele havet som ringe i vandet.

De små fisk holdt op med at svømme uroligt og lagde sig stille i koralrevet. Søstjernerne lagde deres arme til ro. Søhestene krøllede deres haler om tangen og lukkede øjnene. Selv bølgerne ovenover blev rolige og vuggede blidt frem og tilbage.

“Tak, kære Marina,” hviskede muslingen mellem tonerne. “Sammen lyder vuggevisen endnu smukkere.”

Marina svømmede stille rundt en sidste gang og sagde godnat til alle. Så lagde hun sig selv ned i en blød seng af tang, lige ved siden af den syngende musling.

Muslingen blev ved med at synge, helt sagte nu, mens havet sov. Tonerne svævede gennem det mørke, varme vand som små, lysende perler.

“Godnat, kære hav,” nynnede Marina søvnigt.

“Godnat, lille havfrue,” sang muslingen tilbage.

Og højt oppe over vandet kan man stadig høre havets vuggevise, hver aften, blødt og roligt. Lyt godt efter, lille ven. Kan du høre den? Luk øjnene og lad bølgerne vugge dig helt ind i søvnen.