Havfrueprinsessen Perle og perleporten

I et hav så blåt og dybt, at det næsten lignede himlen, lå en lille lagune omgivet af de smukkeste koraller. Og over indgangen til lagunen stod en stor, skinnende port lavet af tusind perler.

Lagunen var det roligste sted i hele havet. Her var vandet altid stille og lunt, og strømmen vuggede så blødt, at man uden videre faldt i søvn.

Det var her, havfrueprinsessen Perle boede. Hun havde en krone af søstjerner og en hale, der skinnede som perlemor. Men selvom hun var en prinsesse, var hun aldrig fin og stiv. Hun var venlig og blid mod alle.

Perles vigtigste opgave var at åbne perleporten hver aften.

For når aftenen kom, blev havets mange dyr trætte. De havde svømmet og legt og søgt mad hele dagen, og nu trængte de til et stille sted at sove. Og det sted var Perles lagune.

Hver aften, når solen forsvandt fra havoverfladen, svømmede prinsesse Perle hen til den store perleport. Hun lagde sine hænder på de glatte perler og hviskede helt blidt:

“Åbn dig, kære port, og luk de trætte ind.”

Langsomt og lydløst gled perleporten op. Det bløde lys fra lagunen strømmede ud i det mørke hav som en venlig invitation.

Og så kom de svømmende.

Først kom de små stimer af sølvfisk, der havde svømmet rastløst hele dagen. De gled ind gennem porten og lagde sig til ro mellem koralerne.

Så kom søhestene, en lang række af dem, der svævede roligt ind og krøllede deres haler om de bløde tangstrå.

En gammel havskildpadde kom luntende gennem porten og fandt sin plet i det varme sand på bunden. Krabberne kravlede ind og gravede sig blødt ned. Selv den store, blide hval kom svømmende langvejs fra og lagde sig stille til ro i lagunens dybeste del.

Prinsesse Perle svømmede rundt mellem dem alle og sagde godnat. Hun klappede søhestene blidt på snuden, nynnede en lille tone til sølvfiskene og lagde et tangtæppe over den lille fisk, der frøs.

“Sov godt, alle sammen,” hviskede hun. “Her er I trygge.”

Da hvert eneste dyr havde fundet sin plads og lukket øjnene, svømmede Perle stille tilbage til perleporten.

“Hvil dig nu, kære port,” sagde hun og lod den glide blidt i. Men hun lod en lille sprække stå åben, så hvis en sent træt fisk kom svømmende, kunne den altid finde ind.

Til sidst svømmede prinsesse Perle hen til sin egen seng af bløde koraller midt i lagunen. Hun lagde sin søstjernekrone fra sig og rullede sig ind i et tæppe af glitrende tang.

Over hende svævede de små lysende vandmænd som natlamper, der blinkede helt sagte.

“Godnat, kære lagune,” hviskede prinsesse Perle. “Godnat, alle mine venner.”

Og i den stille, lune lagune sov hele havets dyr trygt og roligt, mens vandet vuggede dem blidt frem og tilbage hele natten.

Nu vugger det samme blide hav også dig, lige her, helt trygt og varmt. Luk dine øjne, lille ven, og lad bølgerne følge dig ind i de smukkeste drømme.