Havmanden Tang og stjernehavet

Ved kanten af et stort, mørkt hav, hvor bølgerne skvulpede helt blidt mod kysten, boede en gammel havmand ved navn Tang. Hans skæg var langt og grønt som søtang, hans øjne var venlige som dybt vand, og hans hale skinnede svagt i mørket.

Tang havde et meget vigtigt arbejde, som han havde passet i mange, mange år.

For nogle gange, når en stjerne har lyst på himlen i lang tid, bliver den træt. Og en træt stjerne kan komme til at glide. Den falder langsomt ned fra himlen, helt ned i det mørke hav, hvor den synker til bunds og ligger og lyser ensomt i dybet.

Det var Tangs opgave at finde de faldne stjerner og bringe dem hjem igen.

Hver aften, når det blev mørkt, sejlede Tang ud i sin lille båd af perlemor. Bag sig trak han et stort, fint net, der var vævet af måneskin, så det lyste blidt i vandet.

Han sejlede langsomt ud over det stille hav og kiggede ned i dybet. Og dybt nede kunne han se dem, de faldne stjerner, der lå på havbunden og blinkede svagt, som om de ventede på hjælp.

“Bare rolig, lille stjerne,” sagde Tang med sin blide, dybe stemme. “Jeg skal nok få dig hjem.”

Han sænkede sit lysende net ned i vandet, helt forsigtigt, og lod det glide hen mod stjernen. Stjernen blinkede, da nettet kom nærmere, og lod sig blidt løfte op af det bløde måneskinsnet.

Tang halede nettet op af vandet, helt langsomt, så stjernen ikke blev bange. Og der lå den nu, i bunden af hans båd, lysende og varm.

“Tak, kære Tang,” hviskede stjernen. “Jeg troede, jeg skulle blive nede i det mørke for evigt.”

“Aldrig,” smilede Tang. “Jeg lader ingen stjerne blive glemt.”

Han lod stjernen hvile lidt i båden, til den havde fået kræfterne igen. Så rejste han sig op, holdt stjernen blidt i sine store hænder og løftede den højt op mod himlen.

“Flyv nu hjem, lille stjerne,” sagde han.

Og stjernen steg langsomt op, op gennem den mørke nat, helt op til himlen, hvor den fandt sin gamle plads og begyndte at lyse igen, klar og glad.

Nat efter nat sejlede Tang ud og samlede de trætte stjerner op. Nogle gange fandt han én. Nogle gange fandt han flere. Og hver eneste gang sendte han dem blidt hjem til himlen igen.

Da Tang denne aften havde sendt den sidste stjerne tilbage, var han blevet rigtig søvnig. Han sejlede langsomt ind mod kysten, mens bølgerne vuggede hans lille båd helt blødt frem og tilbage.

Han trak båden op på den bløde sandstrand og lagde sig ned i sin seng af tang og blød mos lige ved vandkanten. Bølgerne klukkede sagte, og højt over ham lyste alle de stjerner, han havde reddet, klart og varmt.

“Godnat, kære stjerner,” gabte Tang. “Sov godt deroppe.”

Og stjernerne blinkede taknemmeligt ned til den gamle havmand og holdt vagt over ham hele natten.

Kig op på himlen i aften, lille ven. Hver eneste stjerne, der lyser, er måske en, Tang har båret hjem. De passer på dig nu. Luk dine øjne, og lad bølgernes blide klukken følge dig ind i de smukkeste drømme.