Kæmpen Grodulf og de tre små stjerner

For længe siden, oppe blandt skyerne, boede en kæmpe ved navn Grodulf. Han var så stor, at han kunne sidde på et bjerg og lade benene hænge ned i dalen. Hans skæg var som en hel skov, og hans stemme var som fjern torden, blød og dyb.

Men selvom Grodulf var enorm, var han den venligste kæmpe, man kunne tænke sig. Han passede på alt det små. Han satte væltede fugleunger tilbage i reden, og han flyttede sneglene væk, før han satte sine store fødder ned.

En aften, da Grodulf sad på sit bjerg og kiggede op på himlen, mærkede han noget kilde i sit lange skæg. Han kiggede ned, og der, helt nede mellem skæghårene, lå tre små stjerner og blinkede.

“Nej, hvor er I dog kommet hen?” sagde Grodulf forundret.

De tre stjerner var faldet ned fra himlen og var landet blødt i hans bløde skæg.

“Vi gled og faldt,” peb den mindste stjerne. “Og nu kan vi ikke komme op igen. Vi er alt for små, og himlen er alt for høj.”

Grodulf nikkede langsomt. “Bare rolig,” sagde han med sin dybe, blide stemme. “Jeg skal nok få jer hjem. Men I må holde godt fast, for jeg vil ikke tabe jer.”

Han løftede meget, meget forsigtigt sin store hånd. Han var bange for at komme til at klemme de små stjerner, så han spredte fingrene ud som en blød rede og lod stjernerne kravle op i hans håndflade.

“Sidder I godt?” spurgte han.

“Ja,” hviskede stjernerne.

Grodulf rejste sig langsomt op. Han var så høj, at han næsten kunne nå himlen, men ikke helt. Så han strakte sin arm op, så langt han kunne, helt op mod den mørke himmel, hvor de andre stjerner blinkede og ventede.

“Hop forsigtigt,” sagde Grodulf. “Helt blødt.”

Den første lille stjerne hoppede op og satte sig på sin plads. Den blinkede taknemmeligt. Den anden stjerne fulgte efter og fandt sin plet ved siden af. Og til sidst hoppede den mindste stjerne op, lige der, hvor den hørte hjemme.

Nu lyste alle tre stjerner igen, klare og glade, oppe på himlen, hvor de skulle være.

“Tak, kære Grodulf,” ringede de med deres små stjernestemmer. “Du var så blid med os.”

Grodulf smilede, så hele bjerget rystede en lille smule. Så satte han sig ned igen og kiggede på de tre stjerner. De blinkede til ham, og han blinkede tilbage.

Det var blevet sent, og kæmpen var blevet søvnig. Han lagde sig ned på sit bjerg med skoven af et skæg som dyne. Skyerne lagde sig blødt omkring ham som puder.

De tre små stjerner holdt vagt over Grodulf hele natten. De lyste varmt og roligt ned over ham, så han kunne sove trygt.

“Godnat, store kæmpe,” hviskede stjernerne.

“Godnat, små venner,” brummede Grodulf søvnigt.

Og hver aften kan man se de tre stjerner blinke tæt sammen højt oppe. De passer på alle, der sover. Også på dig. Luk dine øjne, lille ven, og lad de tre små stjerner følge dig ind i drømmene.