Kæmpen Knold og den lille fugleunge

På toppen af et fjernt bjerg, hvor sneen aldrig smeltede helt, boede en kæmpe ved navn Knold. Han var så stor, at han kunne sidde i en dal som i en stol, og hans skridt fik jorden til at dirre helt blidt.

Knold var lidt ensom deroppe på sit bjerg. De fleste dyr var bange for ham, fordi han var så stor, og så luskede de væk, før han nåede at sige hej. Men Knold var slet ikke farlig. Han var den blideste kæmpe, man kunne tænke sig, og han ønskede sig bare nogen at passe på.

En aften, da Knold gik en stille tur ned ad bjerget, hørte han en lille, sørgelig pippen. Han stoppede op og kiggede sig forsigtigt omkring.

Der, nede i det høje græs, sad en bittelille fugleunge helt alene. Den var faldet ud af sin rede, og nu var det ved at blive mørkt og koldt, og den kunne ikke finde vej hjem.

“Åh, lille ven,” sagde Knold blidt. “Du må ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget.”

Men fugleungen rystede alligevel, for Knold var så stor. Så Knold gjorde sig så lille, han kunne. Han satte sig forsigtigt ned i græsset og rakte sin enorme hånd helt langsomt frem, helt åben og flad.

“Kom op til mig,” hviskede han. “Hos mig er du varm og tryg.”

Fugleungen kiggede på den store hånd. Den var varm og blød, og kæmpens øjne var så venlige, at fugleungen turde. Den hoppede forsigtigt op i Knolds håndflade.

Knold løftede hånden helt, helt blidt op til sit bryst. Han krummede fingrene en lille smule omkring fugleungen, så den lå som i en lun rede, og dækkede den til med sin anden hånd, så den ikke frøs.

“Jeg kan ikke se din rede i mørket,” sagde Knold. “Men når solen står op, finder vi den. Indtil da passer jeg på dig hele natten.”

Og det gjorde han. Knold gik forsigtigt op til toppen af sit bjerg og satte sig ned. Han holdt fugleungen tæt og varmt i sine hænder hele natten igennem. Han bevægede sig knap nok, for han ville ikke vække den lille.

For at fugleungen ikke skulle være bange i mørket, nynnede Knold helt sagte en blid melodi. Hans dybe stemme brummede så blødt, at det lød som en fjern, varm vind, og fugleungen faldt trygt i søvn i hans varme hænder.

Knold sad helt stille hele natten og kiggede på stjernerne og holdt vagt over den lille fugl.

Da morgenen endelig kom, og solen farvede himlen lyserød, vågnede fugleungen udhvilet og varm. Nu kunne Knold se, hvor den hørte hjemme. Højt oppe i et fyrretræ sad en bekymret fuglemor og ventede.

Knold rejste sig forsigtigt og rakte sin hånd helt op til reden. Fugleungen hoppede tilbage til sin mor, og de pippede begge to glad.

“Tak, kære kæmpe,” kvidrede fuglemoren. “Du passede så godt på mit barn.”

Knold blev helt varm om hjertet. For første gang i lang tid følte han sig slet ikke ensom.

Fra den dag var Knold ven med alle bjergets fugle. Hver aften kom de flyvende og satte sig på hans skuldre og i hans hår, og han nynnede sin blide melodi for dem, til de sov.

Og hver nat sov Knold selv trygt på sit bjerg, omgivet af sovende fugle, der ikke længere var bange for den store, blide kæmpe.

Mærk efter, lille ven. Måske holder to varme, bløde hænder også om dig lige nu og passer på dig hele natten. Luk dine øjne, og sov rigtig godt.