Prinsessen og den venlige drage på tårnet

I et slot på toppen af en grøn bakke boede en lille prinsesse ved navn Sofie. Hendes værelse lå øverst i det højeste tårn, hvor man kunne se ud over hele kongeriget gennem det store vindue.

Om dagen var tårnet det bedste sted i verden. Men om aftenen, når mørket kom, syntes Sofie, at tårnet blev alt for stort og stille, og så havde hun svært ved at falde i søvn.

En aften sad Sofie i sin seng og kiggede ud af vinduet, da hun pludselig hørte en blød susen af vinger. Og så landede der noget stort og venligt på altanen udenfor.

Det var en drage. Men ikke en skræmmende drage. Den var blød og rund med skæl som grøn mos, store milde øjne og en hale, der krøllede sig sammen som en kattehale.

“Godaften, lille prinsesse,” sagde dragen med en blid og dyb stemme. “Jeg så, at dit lys var tændt, og at du ikke kunne sove. Må jeg holde dig med selskab lidt?”

Sofie var slet ikke bange. Dragen så så venlig ud. “Ja tak,” sagde hun. “Tårnet er så stort og mørkt om aftenen.”

Dragen lagde forsigtigt sit store hoved ind gennem vinduet, så det ikke fyldte for meget.

“Skal jeg vise dig noget smukt?” spurgte den.

Sofie nikkede.

Dragen trak vejret dybt, og så pustede den helt blidt op mod loftet. Men der kom ingen ild. I stedet kom der bløde, varme lyspletter, der svævede op og satte sig på loftet som små, lysende stjerner.

Sofie gispede af glæde. Hele loftet var nu dækket af blinkende stjerner i alle farver.

“Åh, hvor er det smukt,” hviskede hun.

“Vent,” sagde dragen. “Der er mere.”

Den pustede igen, helt forsigtigt, og denne gang formede lyspletterne sig til billeder. Der svævede en lysende måne hen over loftet. Der kom en blød sky drivende. En lille lysende fugl fløj langsomt fra den ene væg til den anden.

Sofie lå i sin seng og kiggede op på de bløde, varme stjernebilleder, der bevægede sig langsomt over hele loftet. Det var, som om hele himlen var kommet ind i hendes værelse, lige akkurat for hende.

“Nu er tårnet slet ikke mørkt mere,” sagde Sofie søvnigt. “Det er fuldt af lys.”

Dragen nynnede en blid melodi, mens stjernebillederne svævede roligt rundt. Lidt efter lidt blev Sofies øjne tunge. De varme lys vuggede frem og tilbage over hende, og melodien var så blød.

“Sov nu trygt, lille prinsesse,” hviskede dragen. “Jeg bliver her, til du sover, og stjernerne på loftet lyser hele natten.”

Sofie smilede og lukkede øjnene. De bløde stjernebilleder lyste roligt over hende, og dragens blide nynnen fulgte hende ind i søvnen.

Da prinsessen sov helt trygt, lagde dragen sig forsigtigt sammen på altanen udenfor og krøllede halen om sig som en stor, blød pude. Den holdt vagt over tårnet hele natten, mens stjernerne på loftet lyste varmt indenfor.

Og fra den aften kom den venlige drage hver eneste nat og pustede stjernebilleder op på Sofies loft, så hun aldrig mere følte sig alene i det store tårn.

Kig op, lille ven. Måske svæver der også bløde, varme stjerner over dig lige nu, helt stille og trygt. Luk dine øjne, og lad dem lyse for dig hele natten. Sov rigtig godt.