Trolden Bumle og den bortkomne måne

Dybt inde i Mosebjerget, hvor græsset var blødt som dyner, boede en venlig trold ved navn Bumle. Han var stor og rund og lidt klodset, men han havde det mildeste hjerte i hele dalen.

Hver aften satte Bumle sig på sin yndlingssten og kiggede på månen, indtil han faldt i søvn. Den runde, gule måne var hans bedste ven om natten.

Men en aften skete der noget mærkeligt. Månen var der ikke. Himlen var helt mørk, og Bumle blev bekymret.

“Hvor er du blevet af, lille måne?” hviskede han.

Han luskede stille gennem mosen, så han ikke vækkede de sovende sommerfugle. Til sidst hørte han en sagte gråd nede mellem to klipper. Der lå månen, klemt fast i en revne, helt bleg og bange.

“Jeg gled og faldt ned,” sagde månen lavt. “Og nu kan jeg ikke komme op igen. Himlen er så langt væk.”

Bumle satte sig på hug. Han var alt for stor til at klemme sig ned i revnen, og hans hænder var alt for klodsede til at løfte noget så skrøbeligt som en måne.

Men så fik han en idé. Han samlede de blødeste dunfjer, han kunne finde, og lagde dem forsigtigt under månen, så den lå trygt. Derefter begyndte han at bygge.

Bumle byggede en stige. Ikke af træ, for det kunne knække. Han byggede den af tålmodighed, sten for sten, helt rolig og forsigtig. For hver sten han lagde, tænkte han en venlig tanke, og stigen voksede langsomt opad mod himlen.

Det tog lang tid. Natten var stille, og kun ugler og firben kiggede på. Men Bumle gav ikke op. Han lagde den ene bløde sten oven på den anden, hele tiden helt blidt.

Da stigen endelig nåede helt op til himlen, løftede Bumle forsigtigt månen i sine store, varme hænder. Han bar den så blødt, som man bærer en sovende fugl.

“Hold fast om mig,” hviskede han. “Jeg skal nok få dig hjem.”

Trin for trin klatrede Bumle op ad sin stige af tanker. Han trådte forsigtigt, så ingenting vippede. Til sidst nåede han helt op, og han satte månen tilbage på dens plads på himlen.

Med det samme lyste månen op igen, rund og gylden og glad. Hele dalen badede i blødt månelys, og sommerfuglene og firbenene sukkede tilfreds i søvne.

“Tak, kære Bumle,” sagde månen. “Du var så blid. Hvem skulle have troet, at en stor trold kunne bære noget så forsigtigt?”

Bumle smilede stille og klatrede ned igen. Stigen forsvandt langsomt, sten for sten, og blev til lutter venlige tanker, der drysser ned over dalen hver aften.

Bumle gik hjem til sin yndlingssten og lagde sig i det bløde græs. Månen lyste varmt over ham og passede på, mens han faldt i søvn.

“Godnat, lille måne,” gabte Bumle.

“Godnat, kære trold,” hviskede månen.

Og nu lyser den samme blide måne lige uden for dit vindue. Den passer på dig hele natten. Luk øjnene, lille ven, og sov trygt og godt.