Trolden Mos og svampelygterne

I den dybeste del af granskoven, hvor træerne stod tæt og luften duftede af mos, boede en lille trold. Han hed Mos, fordi der voksede blødt, grønt mos hen over hans hat og ned ad ryggen.

Mos var ikke ret stor. Han nåede knap op til en svamp. Men han havde en meget vigtig opgave i skoven, og det var han stolt af.

Langs alle skovens stier voksede der lysende svampe. Om dagen så de helt almindelige ud, små og brune. Men når aftenen kom, kunne de lyse med et blødt, gyldent skær, hvis man bare vidste, hvordan man vækkede dem.

Og det vidste lille Mos.

Hver aften, når solen gik ned bag træerne, tog Mos sin lille spand med dugdråber og gik på arbejde. Han gik fra svamp til svamp langs stien, og ved hver enkelt stoppede han op.

“Vågn op, lille svampelygte,” hviskede han og dryppede en enkelt dugdråbe på svampens hat.

Og hver gang begyndte svampen at lyse, helt blødt, som en lille lampe i mørket.

Mos gik videre, fra svamp til svamp, og bag ham blev hele stien til en lang række af bløde, gyldne lys, der snoede sig gennem skoven.

Og hvorfor var det nu så vigtigt?

Fordi alle skovens dyr skulle finde hjem, før det blev rigtig mørkt. Egernet skulle hjem til sit hul i egetræet. Pindsvinet skulle hjem til sin rede af blade. Den lille mus skulle hjem til sin hule under rødderne, og rådyrene skulle hjem til deres bløde leje i lysningen.

Uden Mos’ svampelygter ville de fare vild i mørket. Men når lygterne lyste, kunne hvert dyr finde præcis den rigtige sti hjem.

Den aften kom egernet trippende langs lygtestien. “Tak, Mos,” sagde det og fulgte lysene helt hjem til egetræet.

Pindsvinet kom luntende bagefter, fulgte lygterne og fandt sin rede. Musen pilede afsted fra lys til lys og var hjemme på et øjeblik. Og rådyrene gik roligt langs stien, badet i det bløde gyldne skær, helt hjem til lysningen.

Da alle dyr var kommet trygt hjem, gik Mos den sidste tur langs stien. En efter en sagde han godnat til svampelygterne.

“Sov nu, lille lygte,” hviskede han, og svampen dæmpede blidt sit lys, til det var helt slukket og kun månen lyste.

Til allersidst kom Mos hjem til sin egen lille hule under en stor sten, polstret med blødt mos. Der lod han én enkelt svampelygte lyse helt sagte ved indgangen, som en natlampe.

Han krøb ind, lagde sig i mosset og trak et blad over sig som dyne.

“Godnat, kære skov,” gabte Mos. “Sov godt, alle sammen.”

Og rundt om i skoven sov alle dyrene trygt, fordi den lille trold havde vist dem vej hjem.

Nu lyser en lille blød svampelygte helt sagte, lige for dig, mens du ligger trygt og varmt. Luk dine øjne, lille ven, og sov godt i den stille skov.