Trolden Tulle og de syngende sten

Inde i et stort, gammelt bjerg, hvor gangene snoede sig som lange tunneler, boede en lille trold ved navn Tulle. Hun var ikke større end en grankogle, og hun elskede at udforske bjergets mange hemmelige steder.

En aften, da Tulle var på vej hjem gennem en gang, hun aldrig før havde gået i, lagde hun mærke til noget mærkeligt. Væggene var fulde af store, runde sten, der skinnede svagt i mørket, hver i sin egen blide farve.

Tulle blev nysgerrig og lagde forsigtigt sin lille hånd på en af de blå sten.

Med det samme lød der en tone. En blød, dyb tone, som gav genlyd gennem hele gangen og fik luften til at dirre helt varmt.

Tulle hev efter vejret af forundring. “Stenen synger!” hviskede hun.

Hun rørte ved en grøn sten ved siden af, og den sang en lidt højere tone. En gul sten sang lysere endnu. En lilla sten sang den dybeste, blødeste tone af dem alle.

Tulle opdagede, at hele gangen var fyldt med syngende sten, og hver sten havde sin egen tone.

Men hun mærkede hurtigt noget vigtigt. Hvis hun rørte ved en sten for hårdt, blev tonen skarp og urolig. Men hvis hun rørte helt blidt, knap nok, blev tonen blød og varm og fyldte hele bjerget med ro.

Så Tulle begyndte at spille forsigtigt. Hun strøg helt let henover stenene, en efter en, og lyttede til, hvordan tonerne passede sammen.

Først var det bare enkelte toner. Men langsomt fandt Tulle en melodi. Den var blid og langsom, præcis som en godnatsang. Tonerne flød sammen og bredte sig ud gennem alle bjergets gange.

Og noget vidunderligt skete.

Inde i bjerget hørte alle de andre trolde melodien. De gamle trolde, der havde svært ved at falde til ro, lagde sig nu trygt til rette. De små troldebørn, der ikke kunne sove, lukkede øjnene og smilede. Selv de små bjergbiller og glimmerorme blev helt stille og lyttede.

Melodien fra de syngende sten var den smukkeste godnatsang, bjerget nogensinde havde hørt.

Tulle spillede videre, helt blidt, mens hele bjerget faldt til ro omkring hende. Hun spillede de blå toner og de grønne og de dybe lilla, og hun lod melodien blive langsommere og langsommere.

Til sidst, da alle i bjerget sov trygt, lod Tulle den allersidste tone klinge helt blødt ud, til der var helt stille.

Hun var selv blevet søvnig nu. Hun lagde sig ned lige ved siden af de syngende sten, der stadig skinnede svagt i mørket som små natlamper i alle farver.

Tulle lagde sin lille hånd helt let på den blå sten, og den nynnede en sidste, sagte tone, blødt og varmt, ligesom en vuggevise.

“Godnat, kære sten,” hviskede Tulle. “Godnat, kære bjerg.”

Og dybt inde i bjerget sov alle trygt, mens de syngende sten lyste blidt over dem hele natten.

Lyt godt efter nu, lille ven. Kan du høre den allerblødeste tone i stilheden? Det er bjergets vuggevise, der synger for dig. Luk dine øjne, og lad den følge dig ind i søvnen.