Aftenen hvor vi lavede kakao

Det var en helt almindelig vinteraften. Udenfor var det mørkt og koldt, og regnen piskede mod ruderne. Men inde i stuen var der varmt og lunt.

Vera og hendes far havde besluttet sig for at lave kakao. Det var ikke en særlig dag, ingen fødselsdag, ingen fest. Det var bare en regnvejrsaften, hvor de havde lyst til noget godt og varmt.

Far hentede mælken og hældte den i en lille gryde. Vera fik lov til at røre i den med en træske, helt langsomt, mens far holdt godt fast i hendes hånd, så de ikke kom for tæt på den varme plade.

Mælken blev varm. Små bobler steg op fra bunden, plip, plop, og en lille sky af damp svævede op fra gryden og duftede sødt.

Far rørte kakaopulveret i, og mælken blev brun og blank. De hældte den op i to krus, et stort til far og et lille til Vera, med en hest malet på siden.

De gik ind i stuen og krøb op i den store, bløde sofa. Far lagde et tæppe over dem begge to. Det var blødt og varmt, og det lugtede lidt af vaskepulver og lidt af far.

Vera pustede forsigtigt på sin kakao. Pust, pust. Så den ikke var for varm. Og så tog hun en lille slurk. Den var sød og varm og dejlig, og den varmede hele vejen ned i maven.

Udenfor regnede det videre. Dryp, dryp, dryp, mod vinduet. Men det var bare hyggeligt nu, når man sad inde i varmen med kakao og far og et blødt tæppe.

Far fortalte en lille historie om dengang, han selv var en lille dreng og lavede kakao med sin egen far. Hans stemme var dyb og rolig, og Vera lyttede med tunge øjenlåg.

Lidt efter blev fars stemme langsommere. Og langsommere. Og så holdt den helt op. Vera kiggede op. Far var faldet i søvn med kruset i hånden og munden lidt åben.

Vera fniste stille. Hun tog forsigtigt kruset ud af hans hånd og satte det på bordet. Så krøb hun helt tæt ind til ham under tæppet.

Fars bryst hævede og sænkede sig roligt. Op og ned. Op og ned. Det var som at ligge på en stor, varm dyne, der trak vejret.

Vera lagde sit hoved på fars arm. Regnen trommede blødt på ruden, kakaoen varmede stadig i maven, og tæppet var varmt over hende.

Det var ikke en særlig aften. Det var bare en helt almindelig en. Men Vera tænkte, lige før hun faldt i søvn, at det måske var den allerbedste slags.

Sov godt, lille Vera. Almindelige aftener kan være de fineste af alle.