Det gamle damplokomotiv og den nye ven

I en gammel remise, hvor togene sover om natten, stod et damplokomotiv, der hed Damp. Han var meget gammel. Hans sorte maling var falmet, og hans skorsten var lidt buet. Men engang havde han kørt hurtigt og stolt gennem hele landet.

Nu kørte Damp ikke så meget længere. De fleste dage stod han bare i remisen og kiggede ud gennem den store port. “Jeg er nok blevet for gammel,” sukkede han stille. “Måske er der ingen, der har brug for mig mere.”

En aften kom der noget nyt ind i remisen. Det var et lille rødt legetøjstog, som et barn havde glemt på perronen. Det var ganske lille, men det havde de blankeste hjul og det venligste lille fløjt.

“Hej,” sagde det lille tog og kørte hen til Damp. “Hvor er du stor. Og hvor ser du klog ud.”

Damp blev helt forbavset. “Synes du?” sagde han. “Jeg troede, jeg bare så gammel ud.”

“Gammel?” sagde det lille tog. “Nej da. Du ser ud, som om du har set hele verden. Vil du fortælle mig om alle de steder, du har kørt?”

Og det ville Damp gerne. Han fortalte om de høje broer, han havde kørt over. Om de lange tunneller, hvor det var helt mørkt. Om markerne med korn, der bølgede, og om havet, der glitrede, da han kørte langs kysten en sommer for længe siden.

Det lille tog lyttede med store øjne. “Du har oplevet så meget,” sagde det. “Jeg har kun kørt rundt om et juletræ. Vil du være min ven og lære mig om verden?”

Damp blev helt blød i sit gamle dampkedelhjerte. “Ja,” sagde han. “Det vil jeg meget gerne.”

Fra den aften var de to tog venner. Det lille røde tog kørte rundt om Damps store hjul og fløjtede glad, og Damp fortalte historier med sin dybe, ru stemme.

Nu følte Damp sig slet ikke glemt mere. Det viste sig, at han havde noget vigtigt at give: alle sine historier og al sin viden om verden. Og det lille tog gav ham noget tilbage: en ven og en grund til at smile igen.

Da natten blev mørk, blev de begge to trætte. Damp lod sin gamle kedel køle af, og dampen drev langsomt væk. Det lille tog kørte hen og parkerede helt tæt ved hans store hjul, ligesom en lille hvalp, der lægger sig ved siden af en stor hund.

“Godnat, Damp,” sagde det lille tog. “Tak fordi du er min ven.”

“Godnat, lille ven,” sagde Damp blødt. “I morgen fortæller jeg om dengang, jeg kørte gennem sneen.”

Remisen blev mørk og stille. Det gamle damplokomotiv og det lille røde tog stod side om side i mørket, og de sov begge to trygt, en gammel og en ny, men venner lige meget.

Sov godt, små tog. Et venskab spørger aldrig, hvor gammel man er.