Den sidste aften før ferien

Det var den sidste aften, før vinterferien begyndte. I morgen skulle Noah ikke i børnehave. I morgen skulle hele familien bare hygge sig derhjemme, hele dagen, uden at skynde sig nogen steder.

Noah kunne næsten ikke holde det ud af glæde. Han havde lagt sit tøj klar på stolen, men det var løsetøj denne gang, en blød trøje og bukser, som man kan lege i. Ingen jakke, der skulle lynes i en fart. Ingen sko, der skulle snøres, mens man stod på et ben.

Hans mor kom ind for at putte ham. Hun satte sig på sengekanten og trak dynen op om ham. “Glæder du dig til i morgen?” spurgte hun.

“Ja,” sagde Noah og smilede. “Vi skal ingenting.”

“Det er rigtigt,” nikkede mor. “Vi skal lege og hygge og måske bage boller. Og du må sove så længe, du vil.”

Noah strakte sig i sengen. Det var så dejligt at vide, at der ikke var noget vækkeur i morgen. Ingen, der ville sige skynd dig. Bare en lang, doven dag, der ventede.

Mor slukkede det store lys og tændte natlampen. Hun gik stille ud og lod døren stå lidt på klem, så der kom en blød lysstribe ind fra gangen.

Noah lå og lyttede til lydene i huset, mens det blev aften. Han kunne høre opvaskemaskinen, der summede lavt i køkkenet. Brrr. Brrr. Han kunne høre den fjerne lyd af fjernsynet i stuen, helt sagte. Og han kunne høre regnen udenfor, der trommede blødt på taget.

Det var husets aftenlyde. De var de samme hver aften, og de var trygge at høre. De betød, at alt var, som det skulle være. Mor og far var hjemme. Døren var låst. Det var varmt indenfor og regn udenfor.

Lidt efter lidt blev lydene færre. Opvaskemaskinen blev færdig og blev stille. Fjernsynet blev slukket. Noah hørte sine forældres bløde skridt, da de gik gennem huset og slukkede lysene, et efter et.

Nu var huset næsten helt stille. Kun regnen blev ved. Dryp. Dryp. Dryp. Helt blødt på taget over Noahs hoved.

Noah lukkede øjnene. Hele kroppen var tung og varm og afslappet. I morgen ventede en hel dag uden travlhed. En dag med leg og boller og ingenting, der skulle nås.

Han trak vejret dybt og roligt. Ind. Ud. Ind. Ud. Helt ligesom regnen udenfor, der faldt i sin egen rolige rytme.

“Godnat, hus,” tænkte Noah søvnigt. “Godnat, regn. Godnat, ferie, der venter.”

Og med tanken om morgendagens lange, dovne dag faldt Noah langsomt i søvn, mens regnen trommede blødt på taget og hele huset hvilede trygt rundt om ham.

Sov godt, lille Noah. I morgen er en hel dag, der bare er din.