Skyggeharen på væggen

Da Theo skulle sove, slukkede hans mor det store lys og tændte den lille natlampe i hjørnet. Den lyste blødt og gult, og den lavede en stor skygge på væggen ved siden af sengen.

Theo kiggede på skyggen. Den var mørk og bevægede sig en lille smule, når gardinerne gyngede. Først blev Theo lidt bange. “Hvad er det for en skygge?” hviskede han.

Men så kiggede han bedre efter. Skyggen havde to lange spidser foroven, som to ører. Og en lille rund prik, som en blød hale. Det var jo slet ikke noget uhyggeligt. Det var en hare. En blød lille skyggehare på væggen.

“Hej,” hviskede Theo til skyggeharen. “Hvem er du?”

Skyggeharen bevægede et øre, helt langsomt, da gardinet gyngede. Det var som om den nikkede til ham.

Theo løftede sin hånd op foran natlampen. Og se! Hans hånd lavede også en skygge på væggen, lige ved siden af haren. Hvis han bøjede fingrene på en bestemt måde, lavede han en lille fugl. Og hvis han knyttede hånden, blev det til en stor, blød sten.

Theo legede med skyggerne et stykke tid. En fugl, der fløj hen til haren. En hund, der logrede. Et træ med grene. Alle skyggerne dansede blødt på væggen i det gule lys.

“Skyggerne er slet ikke farlige,” tænkte Theo. “De er bare steder, hvor lyset ikke når helt hen. Det er bare mørke, der hviler.”

Han lod sin hånd falde ned på dynen. Nu var der kun skyggeharen tilbage på væggen. Den sad helt stille i hjørnet, blød og rolig.

“Vil du passe på mig i nat?” spurgte Theo søvnigt.

Gardinet gyngede, og skyggeharens øre bevægede sig blidt op og ned. Ja, sagde den uden ord. Det vil jeg gerne.

Theo lagde sig til rette under dynen. Natlampen lyste varmt og gult, og skyggeharen sad trofast på væggen og holdt vagt. Den ville ikke gå nogen steder. Den ville bare sidde der, blød og rolig, hele natten igennem.

Theos øjenlåg blev tunge. Skyggeharen blev mere og mere utydelig, jo mere søvnig han blev. Til sidst flød den helt sammen med den bløde mørke i hjørnet.

“Godnat, skyggehare,” mumlede Theo. “Tak fordi du er her.”

Og den lille skyggehare blev siddende på væggen, helt stille, mens Theo gled ind i søvnen. Den passede på ham i det varme lampelys, og der var ikke noget uhyggeligt i hele rummet. Kun en dreng, en blød skygge og en lampe, der lyste gult og trygt.

Sov godt, lille Theo. Skyggerne sover sammen med dig.