Når julestjernen tænder sig selv

I et lille hus med rødt tag boede en pige, der hed Sif. Hver december satte hendes mor en lysende stjerne i vinduet, og Sif elskede den højere end alt andet pynt i hele huset.

Stjernen var lavet af tyndt papir, og indeni sad en lille pære, der lyste varmt og gult. Når det blev mørkt, tændte mor den, og så lyste den ud over den hvide have, hvor sneen lå som et tæppe.

Den her aften havde mor travlt i køkkenet, og far var ude at hente brænde. Så stjernen i vinduet stod mørk og slukket, mens det langsomt blev aften udenfor.

Sif satte sig på vindueskarmen med tæppet om sig. “Bliver du tændt i aften?” hviskede hun til stjernen. Men stjernen sagde ingenting, for stjerner kan ikke tale. Den stod bare stille og ventede, ligesom Sif.

Udenfor begyndte sneen at falde. Først ganske få fnug, så flere og flere. De dalede langsomt ned gennem den blå aften, helt uden lyd. Sif fulgte et enkelt fnug med øjnene, hele vejen ned, til det landede på karmen lige uden for ruden.

“Hvor er der stille,” tænkte Sif. Hun kunne høre sit eget åndedræt og den lille tikken fra uret på væggen. Tik. Tak. Tik. Tak.

Lyset fra de andre huse i gaden skinnede gult ud i sneen. Nogle havde lyskæder, nogle havde stjerner ligesom Sif. En efter en blev de tændt, mens familierne gjorde klar til aften. Det var, som om hele byen blinkede godnat til hinanden.

Sif blev mere og mere søvnig af at sidde der. Hendes øjenlåg blev tunge som to små snefnug. Hun lænede hovedet mod den kølige rude og kiggede ud på den hvide verden, der blev mere og mere utydelig.

Lige da hun var ved at glide ind i søvnen, hørte hun de bløde skridt fra sin mor. Et lille klik lød fra kontakten. Og pludselig lyste stjernen i vinduet op, varm og gylden, lige over Sifs hoved.

“Der var du jo,” mumlede Sif søvnigt og smilede.

Mor løftede hende forsigtigt op og bar hende ind i seng. Stjernen blev i vinduet og lyste ud over den faldende sne, hele natten igennem, så ingen i byen skulle gå i mørke.

“Den passer på os, mens vi sover,” sagde mor og trak dynen op om Sifs hage.

Sif nikkede med lukkede øjne. Hun kunne stadig se det varme lys bag øjenlågene, gult og blødt og trygt.

Udenfor faldt sneen videre, ned over tagene, ned over haven, ned over hele den stille by. Og inde i det lille hus med det røde tag sov en pige trygt, mens stjernen i vinduet holdt vagt.

Sov godt, lille Sif. Stjernen skal nok vente på dig til i morgen.