Natbussen der kørte de søvnige hjem

Når byen blev mørk, og de fleste busser kørte ind for at sove, var der én, der lige skulle ud at køre. Det var natbussen Brumle, den blødeste og mest søvnige bus i hele byen.

Brumle havde gule ruder, der lyste varmt ud i mørket, og bløde sæder, som man bare ville synke ned i. Hun kørte langsomt, for hun havde ingen travlt, og hun standsede ved hvert eneste stoppested.

Det første sted, hun standsede, stod en træt bager med mel på sit forklæde. Han havde bagt brød hele dagen og kunne knap holde øjnene åbne. “Stig om bord,” brummede Brumle blidt og åbnede sine døre med en lille hvislen. Bageren satte sig på et blødt sæde og lukkede straks øjnene.

Ved næste stoppested stod en sygeplejerske, der havde passet syge hele natten. Hun gabte stort. “Stig om bord,” sagde Brumle. Sygeplejersken satte sig ned og lænede hovedet mod ruden.

Brumle kørte videre gennem den stille by. Hendes motor brummede dybt og roligt, brum, brum, og hjulene rullede blødt hen over den våde asfalt. Gadelygterne gled forbi som små måner, en efter en.

Ved hvert stoppested stod der nogen, der var træt. En postbud. En vægter. En kvinde, der havde været til fest og nu bare ville hjem og sove. Brumle samlede dem alle op, en efter en, og kørte dem hjem.

Inde i bussen blev der mere og mere stille. Bageren snorkede ganske blødt. Sygeplejersken sov med hovedet mod ruden. Brumles bløde gyngen vuggede dem alle, frem og tilbage, frem og tilbage, ligesom en vugge.

En efter en steg de af, lige uden for deres egne huse. “Tak, Brumle,” mumlede de søvnigt, og Brumle blinkede venligt med sine lygter, mens de gik ind for at sove.

Til sidst var bussen helt tom. Alle var kommet hjem. Brumle vendte snuden mod garagen, hvor de andre busser allerede sov i en lang, stille række.

Hun kørte langsommere nu, for hun var selv blevet træt. Motoren brummede dybere, brum, brum, og lygterne lyste lidt blødere. Hun gled ind i garagen og fandt sin plads ved siden af de andre.

Brumle slukkede sine lygter. Det blev mørkt og stille omkring hende. Motoren tikkede et par gange, mens den kølede af, tik, tik, og så blev alt helt roligt.

Hele byen sov nu. Bageren, sygeplejersken, postbudet, alle var hjemme i deres senge, fordi en venlig natbus havde kørt dem trygt hjem.

Og nu kunne Brumle selv sove. Hun lod sit store hjul stå helt stille, sukkede et blødt lille pust og faldt langsomt i søvn i den mørke garage.

Sov godt, lille natbus. Du kørte alle hjem. Nu er det din tur til at hvile.