Lyden i det gamle hus der ville være ven

Albert var lige flyttet ind i et gammelt hus med sin familie. Det var et dejligt hus med høje lofter og et knirkende trappetrin, men om natten lavede det nogle mærkelige lyde.

Den første nat hørte Albert det. Bank. Bank. Helt langsomt, et sted inde i væggen. Han trak dynen op til hagen og lå helt stille. Bank. Bank. Hjertet hamrede i hans bryst.

Den anden nat kom lyden igen. Bank. Bank. Og en blød hvislen, som om nogen pustede gennem en sprække. Albert turde næsten ikke trække vejret.

Men Albert var en nysgerrig dreng. Og om dagen, når solen skinnede, var huset slet ikke uhyggeligt. Så han besluttede sig for at finde ud af, hvad lyden var. Ikke om natten. Det turde han ikke endnu. Men han ville spørge sin far.

“Far,” sagde Albert næste morgen. “Huset banker om natten. Bank, bank, helt langsomt.”

Hans far smilede. “Ah,” sagde han. “Det er rørene. Når varmen kommer på om aftenen, bliver metalrørene varme og strækker sig ganske lidt. Så banker de mod væggen. Bank, bank. Og hvislen er bare luft, der løber gennem dem.”

“Så det er ikke noget farligt?” spurgte Albert.

“Slet ikke,” sagde far. “Det er bare huset, der bliver lunt og varmt til natten. Man kan næsten sige, det er husets måde at sige godnat på.”

Den aften lagde Albert sig i sengen og ventede. Og ganske rigtigt: Da varmen kom på, begyndte det. Bank. Bank.

Men nu lød det helt anderledes. Nu lød det venligt. Albert lukkede øjnene og lyttede. Bank, bank, sagde huset. “Godnat, Albert,” oversatte han i sit hoved. Bank, bank. “Sov godt, lille ven.”

Hvislen i rørene blev til en blød susen, som vinden i et træ. Det knirkende trin på trappen lød som en gammel ven, der lagde sig til ro.

Albert smilede ind i mørket. Det gamle hus var ikke uhyggeligt. Det var bare gammelt og varmt og fuldt af lyde, ligesom en bedstefar, der rømmer sig og sukker, før han sover.

“Godnat, hus,” hviskede Albert tilbage. “Tak fordi du holder mig varm.”

Bank, bank, svarede huset blidt fra væggen.

Og Albert lå helt trygt under sin dyne, mens det gamle hus knagede og bankede og hviskede sine venlige godnatlyde rundt om ham. Nu var de venner, drengen og huset, og ingen lyde i verden kunne skræmme ham længere.

Sov godt, lille Albert. Det gamle hus passer på dig nu.