Prinsesse Bi og den stille skov

Prinsesse Bi var den mindste prinsesse i hele kongeriget, men hun havde et stort mod. Bag slottet lå der en skov, og alle de voksne sagde, at man ikke skulle gå derind, når det blev mørkt.

“Hvorfor ikke?” spurgte Bi.

“Fordi,” sagde de bare. Og det syntes Bi ikke var et rigtigt svar.

En aften, da månen var rund og fuld, tog Bi sin varme kappe på og en lille lygte i hånden. Hun ville selv finde ud af, hvad der var så farligt ved skoven.

Hun gik ind mellem de høje træer. Det var mørkt derinde, og grenene knirkede over hovedet på hende. Knirk. Knirk. Bi mærkede sit hjerte banke, men hun gik videre, et roligt skridt ad gangen.

Foran hende lyste to gule øjne i mørket. Bi stoppede op. Men så så hun, at det bare var en ugle, der sad på en gren. “Hva-hu,” sagde uglen sagte. “Du skal være stille. Skoven sover.”

“Sover skoven?” hviskede Bi.

“Det gør den hver nat,” svarede uglen. “Kom, jeg skal vise dig.”

Bi fulgte efter uglen, dybere ind. Og snart så hun det. Under en busk lå en ræv sammenrullet med halen om snuden, og den sov roligt. I et hul i et træ sov tre små egern tæt sammen. På en gren hang flagermusene og sov med vingerne om sig som små kapper.

Lyden, der havde lydt så uhyggelig, var bare skovens åndedræt. Vinden, der hviskede i bladene. Grenene, der gyngede blidt. Det var slet ikke farligt. Det var bare en hel skov, der sov.

“Hvorfor sagde de voksne så, at det var farligt?” undrede Bi sig.

“Måske fordi de aldrig selv gik herind og kiggede,” sagde uglen klogt. “Det, man ikke kender, kan virke skræmmende. Men når man kigger godt efter, er der tit bare nogen, der sover.”

Bi satte sig på en blød mospude og kiggede sig omkring. Månen skinnede ned mellem træerne og lagde sølvfarvede striber hen over jorden. Alt var stille og fredeligt. Hun var slet ikke bange længere.

“Tak fordi du viste mig det,” sagde hun til uglen.

“Det var så lidt,” sagde uglen. “Men nu skal du hjem og sove. Også prinsesser skal hvile.”

Bi rejste sig og gik tilbage gennem den sovende skov. Nu kendte hun den, og nu var den ikke uhyggelig mere. Den var bare et stort, blødt soveværelse for alle dyrene.

Hun kom hjem til slottet, krøb i seng og slukkede sin lygte. Udenfor hørte hun skoven hviske. Knirk. Sus. Men nu lød det helt anderledes. Nu lød det som en sang, der sang alle dyrene, og prinsessen, i søvn.

“Godnat, skov,” hviskede Bi. “Sov godt, allesammen.”

Og den modige lille prinsesse lukkede øjnene og sov trygt, mens skoven og dyrene sov sammen med hende.

Sov godt, lille Bi. Mørket er bare et sted, hvor verden hviler.