Prinsesse Otte og den syngende trappe

På et slot med mange tårne boede der en prinsesse, der hed Otte. Hun hed sådan, fordi hun var den ottende prinsesse i sin familie, og fordi hun var født på den ottende dag i en måned med otte bogstaver.

Otte var en travl prinsesse. Hun løb op og ned ad slottets store trappe hele dagen, fra morgenstuen til tårnet og fra tårnet til haven. Hun nåede aldrig at gå langsomt, for der var altid noget nyt at se.

En aften, da hun var helt udmattet, gik hun langsomt op mod sit soveværelse. For en gangs skyld havde hun ikke travlt. Og så hørte hun noget, hun aldrig før havde lagt mærke til.

Trappen sang.

Det var helt sagte. Hvert trin havde sin egen tone. Det nederste trin sang en dyb, blød tone, som en stor klokke. Det næste lidt lysere. Og sådan opad, trin for trin, hele vejen op til toppen, hvor det øverste trin sang allerhøjest og fineste, som en lille fløjte.

Otte stoppede helt op. “Synger du?” spurgte hun trappen.

Trappen sang bare videre, hver gang hendes fod rørte et trin. Otte forstod det med det samme: Trappen havde altid sunget. Men hun havde altid haft for travlt til at høre det. Når man løber, lyder trinene bare som et hastigt rumlen. Men når man går helt langsomt, kan man høre hver eneste rene tone.

Den aften gik Otte op ad trappen så langsomt, hun overhovedet kunne. Et trin ad gangen. Hun lyttede til hver tone, lod den klinge helt færdig, før hun tog det næste skridt.

Dyb tone. Vent. Lidt lysere tone. Vent. Endnu lysere. Det var den smukkeste melodi, hun nogensinde havde hørt, og den kom kun frem, når hun var rolig.

Da hun nåede toppen, var hun helt stille indeni. Hjertet bankede langsomt og roligt. Hovedet var fyldt med den bløde melodi.

Fra den aften gik prinsesse Otte altid langsomt op ad trappen om aftenen. Det blev hendes godnatmelodi. Trin for trin spillede trappen hende i søvn, allerede før hun nåede sin seng.

Hun lagde sig under sin bløde dyne, og melodien blev ved med at klinge inde i hovedet på hende. Dyb tone, lys tone, helt op til den fineste fløjtetone øverst.

“Godnat, kære trappe,” hviskede Otte. “Tak fordi du syngede for mig.”

Og dybt nede i slottet stod trappen helt stille i mørket og ventede tålmodigt på morgendagen, hvor en rolig prinsesse igen ville lytte til dens sang.

Sov godt, lille prinsesse. De fineste melodier hører man kun, når man har god tid.