Stjernerne der spillede fangeleg

Højt oppe på den mørkeblå nattehimmel boede der to små stjerner. Den ene hed Glimt, og den anden hed Glimmer. De var bedste venner, og de elskede at lege.

Hver aften, når det blev mørkt nok, vågnede de og begyndte at tindre. Først ganske svagt. Så lidt klarere. Og så, når hele himlen var sort, lyste de op af alle kræfter.

“Skal vi lege fangeleg?” foreslog Glimt.

“Ja,” sagde Glimmer. “Du er den, der fanger.”

Og så begyndte legen. Glimmer susede hen over himlen, og Glimt fløj efter. De svævede mellem de andre stjerner, rundt om månen, hen over skyerne. De var så lette, at de næsten ingen lyd lavede, bare en helt fin susen, som en fjer, der falder.

Glimt strakte sig efter Glimmer. Næsten. Næsten! Men Glimmer var hurtig og smuttede væk, lige før Glimt kunne røre hende. De lo begge to, og deres latter lød som små klokker langt, langt væk.

De legede hen over hele himlen. Op til toppen, hvor den var mørkest. Ned til kanten, hvor man kunne se de sovende huse på jorden. Rundt og rundt, hele aftenen.

Men efter et stykke tid begyndte stjernerne at blive trætte. Det er hårdt at lyse hele natten og lege fangeleg på samme tid. Glimt fløj lidt langsommere. Glimmer susede lidt blødere.

Så kom månen frem bag en sky. Den var stor og rund og lyste med et roligt, sølvfarvet skær. “Mine kære små stjerner,” sagde månen med sin dybe, blide stemme. “I har leget så smukt i nat. Men nu er det ved at blive sent. Det er tid til at hvile.”

Glimt og Glimmer fløj hen til hinanden og standsede. De var blevet behageligt trætte af al den leg. “Du har ret, måne,” gabte Glimmer.

De fandt deres egen lille plet på himlen, lige ved siden af hinanden. Glimt lagde sig til rette, og Glimmer kravlede tæt ind til ham, så de lyste sammen som ét blødt lys.

“Godnat, Glimt,” hviskede Glimmer.

“Godnat, Glimmer,” hviskede Glimt.

Månen lyste blidt over dem og holdt vagt, mens de faldt til ro. Stjernerne tindrede roligt nu, helt langsomt, tænd og sluk, tænd og sluk, ligesom et lille åndedræt.

Hele himlen blev stille. Alle stjernerne hvilede, og månen passede på dem, mens de sov.

Sov godt, små stjerner. I lyste så smukt i nat. Nu er det tid til at drømme.