To snegle der fandt hinanden

I en have, hvor det havde regnet hele dagen, krøb en lille snegl af sted. Han hed Sten, og han var, som snegle nu engang er, meget, meget langsom.

Sten kravlede op ad en glat stilk, helt langsomt. Han havde aldrig travlt, for det kunne han jo ikke have. En snegl bruger en hel dag på at komme fra et blad til det næste. Men Sten var ikke ked af det. Han nød bare turen.

Da han nåede toppen af stilken, så han noget. En anden snegl. Hun sad helt stille på et stort, blødt blad og kiggede ud i regnen. Hun havde et smukt skinnende hus på ryggen.

“Hej,” sagde Sten langsomt. “Jeg hedder Sten.”

“Hej,” sagde den anden snegl lige så langsomt. “Jeg hedder Perle. Vil du sidde her hos mig?”

Sten kravlede over på det store blad. Det tog ham lang tid, men Perle ventede tålmodigt. Hun havde jo ingen steder at skynde sig hen. Da Sten endelig nåede frem, sad de side om side på bladet.

“Hvor er det dejligt,” sagde Perle. “De andre dyr har altid så travlt. Fuglene flyver forbi i en fart. Musene piler af sted. Men du og jeg, vi har god tid.”

“Ja,” nikkede Sten langsomt. “Vi kan sidde her hele aftenen, hvis vi vil.”

Og det gjorde de. Regnen holdt op, og himlen blev klar. Dråberne på bladene begyndte at glitre, da månen kom frem. Det dryppede stille fra grenene. Dryp. Dryp. Dryp.

Sten og Perle sad helt tæt og kiggede på dråberne, der glimtede som små diamanter i måneskinnet. De behøvede ikke sige så meget. De nød bare at være sammen, helt roligt, uden at have travlt.

“Jeg er glad for, jeg mødte dig,” sagde Sten til sidst.

“Det er jeg også,” sagde Perle. “Skal vi være venner?”

“Ja,” sagde Sten. “Bedste venner. Vi to, der aldrig har travlt.”

De blev på bladet, mens natten faldt på. Bladet var blødt og fugtigt og dejligt, og de trak sig begge to lidt ind i deres skinnende huse, så kun deres små følehorn stak ud.

“Godnat, Perle,” sagde Sten søvnigt.

“Godnat, Sten,” sagde Perle.

Og de to snegle faldt langsomt i søvn på det store blad, side om side, mens dråberne dryppede blødt rundt om dem og månen lyste sølv over hele den våde have.

Sov godt, små snegle. De bedste venner har altid god tid til hinanden.