Blomsten der lukkede sig om natten

Ude på en grøn eng, mellem græs og kløver, voksede en lille gul markblomst, der hed Smilla. Hun var helt nyudsprunget og havde lige åbnet sine kronblade for første gang.

Hele dagen havde Smilla nydt at være vågen. Hun havde vendt sit gule ansigt mod solen, vinket til bierne og lyttet til sommerfuglenes bløde vingeslag. Det var en vidunderlig første dag.

Men nu var aftenen kommet. Solen sank ned bag bakkerne, og luften blev køligere. De andre blomster på engen begyndte langsomt at lukke deres kronblade sammen, en efter en.

Smilla holdt stadig sine kronblade vidt åbne. “Hvorfor lukker I jer?” spurgte hun de andre. “Jeg vil gerne blive ved med at være vågen.”

En gammel, klog kornblomst, der voksede tæt ved, svarede blidt: “Lille Smilla, når dagen er forbi, lukker vi os sammen og sover. Sådan har blomster altid gjort. Natten er til hvile, så vi kan vågne friske og smukke til en ny dag.”

“Men hvordan gør man?” spurgte Smilla.

“Mærk bare, hvordan luften bliver kølig og blød,” sagde kornblomsten. “Lad dine kronblade synke langsomt sammen, helt af sig selv. Det gør ikke ondt. Det er rart.”

Smilla lyttede. Hun mærkede den kølige aftenluft. Hun mærkede, hvor træt hun egentlig var efter sin lange første dag. Og ganske langsomt begyndte hendes gule kronblade at synke ind mod hinanden, blødt og helt af sig selv.

Først lukkede de yderste blade sig. Så de næste. Smilla blev til en lille, lukket knop, blød og tryg, som en hånd der folder sig om noget kært.

Duggen begyndte at lægge sig over engen, fine små dråber, der glimtede som perler i den begyndende stjerneskær. En af dem landede blødt på Smillas lukkede kronblade, som en lille godnatkysse.

“Det er faktisk dejligt,” tænkte Smilla søvnigt inde i sin lukkede knop. “Helt blødt og stille og trygt.”

Over engen kom månen frem og lyste mildt over alle de sovende blomster. Vinden lagde sig. Det blev helt stille.

“Godnat, lille Smilla,” hviskede kornblomsten. “I morgen åbner du dig igen og hilser solen.”

“Godnat,” mumlede Smilla og sank dybere ind i sin bløde søvn.

Og hele natten sov den lille markblomst trygt og lukket, mens duggen lagde sig, og natten passede på hele den stille eng.

Luk nu dine øjne, lille ven, ganske blødt og helt af sig selv. Det er tid til at hvile nu. Godnat.