Den gamle vuggestol

Højt oppe på et støvet loft, mellem gamle kufferter og indpakkede malerier, stod der en gammel vuggestol. Den var lavet af mørkt træ, slidt blødt af mange hænder, og den havde stået på loftet i mange, mange år.

Vuggestolen var ikke trist over at stå deroppe. Den havde nemlig en hel skat af minder. For i sin lange levetid havde den vugget så mange små i søvn.

Når natten var stille, og månen kiggede ind ad det lille loftsvindue, vuggede stolen ganske sagte frem og tilbage, helt af sig selv, og mindedes.

Den huskede en lille pige med fletninger, som mormor havde vugget for længe, længe siden, mens hun nynnede en blid vise. Den huskede en dreng med fregner, der altid faldt i søvn med en træhest i hånden. Den huskede en baby, der var blevet rolig, så snart den mærkede stolens blide gyngen. Knirk, knirk, sagde stolen blødt, og hvert knirk var et minde.

“Hvor er det dejligt at have vugget så mange i søvn,” tænkte den gamle stol. “Det er det bedste, jeg ved.”

En aften skete der noget. Loftslemmen gik op, og en lille, sort kattekilling kravlede op. Den var blevet væk fra sin mor og var søvnig og lidt forskræmt. Den så sig om på det mørke loft og fandt ikke noget lunt sted at sove.

Da fik killingen øje på den gamle vuggestol. Den kravlede op i det bløde sæde, krøllede sig sammen og kiggede sig forsigtigt omkring.

Vuggestolen mærkede den lille, varme krop og blev fyldt med glæde. “Endnu en lille en at vugge,” tænkte den ømt.

Og ganske sagte begyndte stolen at gynge. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Helt blødt, præcis som den havde vugget alle de andre.

Knirk, knirk, sang stolen sin gamle, blide sang. Måneskinnet faldt ind gennem vinduet og lagde sig som et tæppe over den lille killing.

Killingen holdt op med at være bange. Den mærkede den trygge gyngen, frem og tilbage, og begyndte at spinde, dybt og blødt. Dens øjne blev tunge.

“Sov nu, lille ven,” knirkede vuggestolen blidt. “Jeg passer på dig, præcis som jeg har passet på så mange før dig.”

Frem og tilbage. Frem og tilbage. Killingens spinden blev langsommere, og snart sov den dybt og trygt i den gamle stols bløde favn.

Hele natten gyngede vuggestolen ganske sagte, mens den lille killing sov, og månen vågede over det stille loft.

Og når du selv bliver gynget blidt i søvn, lille ven, så husk: du er en del af en lang, varm kæde af alle dem, der nogensinde er blevet vugget kærligt til ro. Frem og tilbage. Helt trygt. Godnat.