Månen og den lille sky

Højt oppe på den mørke nattehimmel svævede en lille sky. Den var blød og hvid og rund, og den hed Dvask. Alle de andre skyer havde for længst lagt sig til ro ved horisonten, men Dvask kunne slet ikke falde til ro.

Den drev hid og did, op og ned, og kunne ikke finde et sted at hvile.

“Jeg kan ikke sove,” sukkede Dvask. “Jeg er alt for urolig.”

Den gamle måne, der lyste blødt over de stille marker, hørte den lille sky. “Kom hen til mig, lille Dvask,” sagde månen venligt. “Jeg skal hjælpe dig med at finde ro.”

Dvask drev langsomt hen mod månens blide lys. “Men hvordan?” spurgte den. “Jeg er så rastløs.”

“Læg dig stille foran mig,” sagde månen, “og lyt til natten.”

Dvask lagde sig til rette og lyttede. Langt nede sov markerne under et tæppe af dug. En ugle hoede én enkelt gang og blev så stille. En lille bæk klukkede sagte mellem stenene. Vinden lagde sig helt.

Og så begyndte månen at synge. Det var en blid, langsom sang uden ord, kun en blød nynnen, der gled ud over himlen som varmt lys.

Dvask lyttede. Den blev tungere og blødere. Dens kanter, der havde været så urolige, blev runde og rolige.

Månen blev ved med at nynne sin blide vise, og for hver tone slap Dvask lidt mere af sin uro. Den tænkte ikke længere på alt det, den skulle, eller på hvor den skulle hen. Den lod bare sangen bære sig, som en vind der bærer et blad ganske blidt.

“Du behøver ikke at drive rundt mere i nat,” nynnede månen videre. “Du må gerne bare være stille. Jeg holder vagt, så længe du sover.”

Dvask mærkede, hvor trygt det var. Langt nede sov en lille gård med slukkede vinduer. En kat krøllede sig sammen på en varm dørtrin. Alt på jorden hvilede, og nu måtte den lille sky også hvile.

“Sov nu, lille sky,” nynnede månen. “Markerne sover. Træerne sover. Det er din tur til at hvile.”

Dvask gabte en lille, luftig gaben. Den drev langsommere og langsommere. Månens lys lagde sig over den som et blødt tæppe.

“Tak, kære måne,” hviskede Dvask søvnigt. “Nu kan jeg sove.”

Og lige der, badet i det milde månelys, lagde den lille sky sig endelig til ro. Den hvilede stille på himlen, mens månen vågede over den og over alle de sovende marker dybt nedenfor.

Hele natten lyste månen blidt, og den lille sky sov trygt i dens lys, helt rolig nu.

Luk dine øjne, lille ven. Lyt til natten, og lad månen synge dig blidt i søvn.