Mariehønen der fandt hjem

I en frodig have boede en lille mariehøne, der hed Prik. Hun havde syv små sorte prikker på sin røde ryg, en for hver dag i ugen, og hun boede på undersiden af et stort, grønt blad på en rosenbusk.

En sen eftermiddag fløj Prik længere væk, end hun plejede. Hun fulgte en sommerfugl, kiggede på en blomst og kravlede op ad et højt græsstrå. Men da hun kiggede op, var solen ved at gå ned, og hun anede ikke længere, hvor hun var.

“Åh nej,” sagde Prik. “Jeg kan ikke finde mit blad. Hvor er mit hjem?”

Haven, der havde været så lys og venlig om dagen, blev nu mørk og stor. Prik blev en lille smule bange.

Da kom der en regnorm op af jorden lige ved siden af hende. “Hvad er der galt, lille mariehøne?” spurgte den venligt.

“Jeg er faret vild,” sagde Prik. “Jeg bor på et stort grønt blad på en rosenbusk, men jeg kan ikke finde vej.”

Regnormen tænkte sig om. “Jeg kender ikke vejen oppe over jorden,” sagde den. “Men spørg sneglen derhenne. Han kender hver en sten i haven.”

Prik kravlede hen til sneglen, der gled langsomt afsted med sit hus på ryggen. “Rosenbusken?” sagde sneglen. “Den kender jeg godt. Følg duften af roser, så finder du den. Og den lille bi her kan vise dig vej.”

En søvnig bi summede ned ved siden af Prik. “Hop op på min ryg,” brummede den. “Jeg skal forbi rosenbusken alligevel på vej til min kube.”

Prik kravlede op, og bien fløj blidt og langsomt gennem den dunkle have. Duften af roser blev stærkere og stærkere. Og pludselig, der var den: den store rosenbusk med Priks eget grønne blad.

“Tak, kære bi,” sagde Prik glad og kravlede ned. “Og tak til sneglen og regnormen. Uden jer havde jeg aldrig fundet hjem.”

Bien summede et blidt godnat og fløj videre. Prik kravlede op under sit blad, som var lunt og trygt og duftede af roser. Hun foldede sine små vinger ind og lagde sig til rette.

Over haven kom de første stjerner frem, og en blid aftenvind fik bladet til at gynge ganske let, som en lille vugge.

“Hjem,” hviskede Prik lykkeligt. “Mit eget trygge blad.”

Og lige der, under sit grønne blad på rosenbusken, faldt den lille mariehøne i en dyb og rolig søvn, mens hele haven gik til ro omkring hende.

Sov godt nu, lille ven. Du er hjemme, og du er tryg. Godnat.