Nissen der glemte grøden

Højt oppe under taget på en gammel gård boede en lille nisse, der hed Tummelut. Han havde rød hue, tøfler af strå og et skæg, der altid var en smule fuldt af loftsstøv.

Hver aften i december stillede børnene i huset en skål risengrød frem til Tummelut. Og hver aften spiste han den med en lille træske og en stor smil. Grøden holdt ham varm, når vinternatten var kold.

Men en aften, lige før jul, skete der noget mærkeligt. Da Tummelut kravlede ned ad bjælken for at hente sin grød, var skålen tom.

“Åh nej,” hviskede han. “I aften glemte de mig.”

Tummelut satte sig på en mælet sæk og lod skægget hænge. Maven knurrede en lille smule, og udenfor faldt sneen helt stille forbi vinduet.

Da kom der en lyd. Tip-tap, tip-tap. Det var en lille mus, der hed Pibsen, og hun trak en endnu mindre skål bag sig.

“Jeg fandt lidt grød i køkkenet,” sagde Pibsen. “Den er kold nu, men jeg vil gerne dele.”

Tummelut blev varm helt ind i hjertet. De satte sig sammen på sækken, og Pibsen øste op med en nøddeskal, mens Tummelut brugte sin træske. Grøden smagte faktisk bedre, når de spiste den sammen.

“Tak, lille Pibsen,” sagde Tummelut. “Jeg troede, julen var glemt i aften. Men du huskede mig.”

Pibsen krøllede sig sammen ved siden af nissen. “Jeg glemmer aldrig en ven,” pippede hun.

“Ved du hvad,” sagde Tummelut, da skålen var tom, “i morgen henter jeg en hel håndfuld korn fra laden, og så bager vi små grødkugler sammen. Nok til hele december.”

Pibsen klappede med sine bittesmå poter af glæde. “Og jeg finder en kanelstang,” sagde hun ivrigt. “Så dufter loftet af jul i mange dage.”

De to venner sad lidt og drømte om alt det dejlige, de skulle lave sammen. Loftet, der før havde føltes tomt og koldt, var nu fyldt med varme og små planer.

Udenfor blinkede en enkelt stjerne over gårdens tag. Inde under loftet blev der helt stille og lunt. Tummelut bredte sit lille tæppe ud over dem begge, og de to venner sad tæt sammen og lyttede til sneen.

Næste morgen fandt børnene en tom musefælde, en velpudset træske og to små fodspor, der gik side om side hen over loftet. De smilede, for de vidste, at nissen havde fået besøg.

Og Tummelut? Han sov sødt og længe, med en lille mus krøllet ind ved sit skæg.

Sov godt nu. Julens lys passer på alle dem, der deler.