Ræven og det første snefald

Inde i den store, stille skov boede en lille rævehvalp, der hed Lunte. Hans pels var rød som efterårets blade, og han var født samme sommer, så han havde aldrig set vinter før.

En aften, kort før jul, mærkede Lunte noget koldt og blødt lande på sin næse. Han sprang bagud af forskrækkelse.

“Mor!” råbte han. “Himlen falder ned i små stykker!”

Mor ræv kom roligt ud af hulen og satte sig ved siden af ham. “Det er sne, lille Lunte,” sagde hun og smilede. “Det er bare himlens måde at lægge et tæppe over skoven på, så alle kan sove godt i vinternatten.”

Lunte kiggede op. Tusinde små fnug dalede stille ned mellem træerne. De dansede og hvirvlede og lagde sig blødt på grenene. Skoven blev mere og mere hvid, og alt blev så fredeligt, at man næsten kunne høre stilheden.

“Det kilder,” fniste Lunte, da et fnug landede på hans øre. Han prøvede at fange dem med poterne, men de smeltede væk, så snart han rørte dem.

Snart blev hele skovbunden dækket af et blødt, hvidt lag. Træerne fik hvide huer, og en gammel sten lignede en sovende isbjørn. Lunte trippede rundt og lavede de allerførste rævespor i sit liv.

Men sneen gjorde også luften kold, og Luntes små poter begyndte at fryse. Han gabte en stor gaben.

“Kom nu, lille snefnug,” sagde mor ræv blidt. “Nu skal vi hjem i hulen.”

Inde i hulen var der lunt og mørkt og dejligt. Mor ræv krøllede sin store, varme hale rundt om Lunte, så han lå helt indpakket som i en blød muffe.

“Sneen ligger over hele skoven nu,” hviskede hun. “Den passer på rådyrene, på fuglene og på alle de små dyr. Og jeg passer på dig.”

Lunte lyttede til sneen, der faldt så stille udenfor. Han mærkede sin mors hale gå op og ned, op og ned, i takt med hendes rolige vejrtrækning.

“Min første jul,” mumlede han søvnigt. “Den er hvid og blød.”

Og inden han nåede at sige mere, var den lille ræv faldet i søvn, tryg og varm, mens den hvide jul lagde sig stille over hele skoven.

Sov godt, lille ven. Sneen falder helt blidt, og alt er roligt nu.