Snemandens stille aften

I en lille have stod en snemand, der hed Knold. Børnene havde bygget ham om eftermiddagen og givet ham en gulerodsnæse, to sorte sten til øjne og et gammelt halstørklæde om halsen.

Da aftenen kom, gik børnene ind. Lysene blev tændt i huset, og Knold kunne se familien sidde omkring et juletræ. Men ude i haven var der mørkt og stille, og Knold stod helt alene i den kolde sne.

“Det er juleaften,” tænkte Knold. “Og jeg står her helt for mig selv.”

Men Knold var ikke en sur snemand. Han havde et stort, blødt hjerte af sne. Så da en lille spurv kom flyvende, sulten og kold, sagde Knold venligt: “Sæt dig på min skulder, lille fugl. Her er læ for vinden.”

Spurven satte sig glad på Knolds skulder og pippede tak. Lidt efter kom der to mejser til, og så en rødhals med en brystkasse rød som et juleæble. De satte sig alle sammen i ly bag Knolds halstørklæde.

“Du er en god snemand,” kvidrede rødhalsen.

Knold smilede sit kolde, glade smil.

Da kom der noget blødt og varmt hen over sneen. Det var nabokatten Mis, der havde mistet vejen hjem. Hun gnubbede sig op ad Knold og kurrede.

“Jeg fryser,” miavede hun.

“Så kryb tæt ind til mig,” sagde Knold. “Jeg er kold udenpå, men jeg holder vinden væk.”

Og sådan stod de der i den stille julenat: en snemand med en gulerodsnæse, tre små fugle i hans halstørklæde og en kat ved hans fod. Sneen faldt blødt over dem alle, og fra huset lød der sagte julesang gennem ruden.

Knold kiggede op på himlen, hvor stjernerne blinkede. “Jeg troede, jeg skulle stå alene i nat,” tænkte han. “Men jeg har fået det bedste selskab af alle.”

Inde fra huset åbnede et af børnene forsigtigt vinduet på klem og lagde en lille håndfuld brødkrummer ud på vindueskarmen. “God jul, snemand,” hviskede barnet. “Og god jul til dine venner.”

Knold blev helt blød om hjertet. Fuglene hakkede taknemmeligt i krummerne, og katten slikkede sig om munden. Selv om Knold ikke selv kunne spise, var det den bedste julegave, han kunne tænke sig: at hans små venner blev mætte og varme.

Sneen lagde et fint, glitrende lag over Knolds skuldre, så han næsten lignede en snemand pyntet til fest.

Fuglene faldt til ro under tørklædet. Katten lukkede øjnene og spandt. Og Knold stod trygt og stille og passede på dem alle gennem hele den fredelige juleaften.

Sov godt nu, lille ven. Selv en snemand kan varme et lille hjerte, når han er god.