Bimmel, bussen, kører til sidste stoppested

I en hyggelig by kørte der en stor, gul bus, der hed Bimmel. Bimmel havde mange runde vinduer langs siden og en lille klokke ved rattet, der sagde bimmel-bimmel, hver gang nogen skulle af. Det var derfor, den hed Bimmel.

Hver morgen åbnede Bimmel sine døre med en blød hvislen, pffft, og så steg de første passagerer ombord. Bimmel kunne lide alle sine passagerer. Den gamle mand med hatten. Den unge kvinde med cyklen. Og allermest børnene, der altid satte sig forrest og kiggede ud ad de store ruder.

“Så kører vi,” sagde Bimmel og trillede afsted ad sin faste rute.

Hele dagen kørte Bimmel rundt i byen. Den standsede ved hvert eneste stoppested. Pffft, døren åbnede. Folk steg på og folk steg af. Bimmel-bimmel, sagde klokken. Og så kørte bussen videre til det næste sted.

Bimmel kørte forbi torvet, hvor der var marked. Den kørte forbi parken, hvor børnene legede. Den kørte op ad den stejle bakke, hvor man kunne se ud over hele byen, og ned igen på den anden side.

Solen vandrede over himlen, mens Bimmel kørte sine runder, og lidt efter lidt blev der færre og færre passagerer. Folk var kommet hjem til deres aftensmad og deres lune senge.

Til sidst, da himlen var blevet mørkeblå, steg den allersidste passager af ved det allersidste stoppested. Det var en lille pige, der gabte stort. “Godnat, Bimmel,” sagde hun og vinkede.

“Godnat, lille ven,” ringede Bimmel blødt med sin klokke. Bimmel.

Nu var bussen helt tom. Stille. Alle de runde sæder var ledige, og kun de små lamper i loftet lyste blødt.

“Tid til at køre hjem,” tænkte Bimmel og gabte, så hele bussen rystede en lille smule.

Langsomt kørte Bimmel hen til remisen, det store, lune hus, hvor alle byens busser sov om natten. De andre busser stod allerede pænt på række, halvt i søvn.

Bimmel rullede ind på sin plads ved siden af de andre. Den lukkede sine døre for sidste gang den dag, pffft. Den slukkede motoren. Og en for en slukkede den de små lamper i loftet, til bussen var helt mørk og blød indeni.

“Godnat, alle mine passagerer,” tænkte Bimmel. “I dag kørte jeg jer alle sikkert hjem. Sov godt, hvor end I er.”

Udenfor blinkede en stjerne ind ad det forreste vindue, og remisen var stille og tryg. De andre busser sov dybt, og Bimmel lukkede langsomt sine lygteøjne.

Og den store, gule bus hvilede sin trætte krop i den lune remise, klar til en ny dag med nye stoppesteder, men for nu helt og aldeles i fred.

Sov godt, Bimmel. I morgen åbner du dørene igen.